Harry Dean Stanton er død

Stanton kendt fra blandt andet "Paris, Texas" nåede at spille med i flere end 200 film og tv-serier.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske skuespiller Harry Dean Stanton er død.

Han blev 91 år.

Stanton døde af naturlige årsager på Cedars-Sinai Medical Center i Los Angeles, oplyser hans agent.

Karriere startede i 1950’erne

Harry Dean Stanton spillede med i flere end 200 film og tv-serier i løbet af sin karriere, der begyndte i 1950’erne.

Hans livs hovedrolle var i instruktør Wim Wenders’ mesterværk “Paris, Texas” fra 1984, hvor han spiller den forsvundne Travis.

Filmen vandt Guldpalmen i Cannes og en Bodil i Danmark.

Karakterskuespiller

Harry Dean Stanton var en såkaldt karakterskuespiller, der spillede et hav af biroller helt frem til sin død.

Hans seneste optræden var i genindspilningen af David Lynch’ “Twin Peaks”.

Karrieren begyndte i 1957 med westernfilmen “Tomahawk Trail”.

Biroller

Indtil midten af 1960’erne medvirkede han i biroller, men hans tilbagelænede stil samt hans markante ansigt fik hans stjerne til at vokse.

Efterhånden fik han større biroller som eksempelvis i “Skrappe Luke”, “Kellys Helte”, “Godfather: Part II” og “Alien – den 8. passager”.

Samme år som “Paris, Texas” havde han desuden en af hovedrollerne i kultfilmen “Repo Man”.

Stanton blev efterfølgende brugt i talrige film, der krævede en birolle med karakterskuespil.

Om sit skuespil har han fortalt, at han lærte bare at være sig selv.

Samtidig med livet på det store lærred var han en habil sanger og guitarist.

I mere end ti år turnerede han sideløbende med filmindspilninger med sit “The Harry Dean Stanton Band”, der gjorde det i cover-musik inden for pop og jazz.

Stanton deltog i Stillehavskrigen under Anden Verdenskrig som besætningsmedlem på et krigsskib.

/ritzau/AP

Powered by Labrador CMS