Hårdtslående nyhedsvært med ridse i lakken

Tv-værten og nyhedsmanden Reimer Bo Christensen fylder rund.

Reimer Bo Christensen er ikke kommet igennem karrieren uden et par skrammer.Foto: Liselotte Sabroe / SCANPIX
Foto: Liselotte Sabroe / SCANPIX

Offentliggjort Sidst opdateret

Reimer Bo Christensen blev kendt som dygtig tv-vært og nyhedsmand. Men karrieren har også givet et par skrammer i troværdigheden. Søndag 7. juni runder han 70.

Reimer Bo Christensen er født i Thisted og begyndte i sit liv i mediebranchen som journalistelev på det socialdemokratiske dagblad Aktuelt i Nykøbing Mors i 1970.

Den tidligere tv-vært promenerede i sin ungdom en prægtig rød manke. Han blev kendt som en markant nyhedsvært på 21 Søndag og som vært i en række kontante programmer på såvel DR som TV2 og TV3.

Vidt omkring på danske medier

Søndag den 7. juni fylder Reimer Bo, som han blot hedder blandt venner, 70 år. Han har i sin karriere været vidt omkring på danske medier.

1972-1975 var han ansat på dagbladet Bornholmeren, derefter på DR’s regionalradioer på Bornholm og i København, inden han i 1979 kom til TV-Avisen. Her var han i de følgende otte år først en hårdtslående erhvervsreporter og derefter redaktionschef.

Artiklen fortsætter under videoen.

Så fulgte tre år som redaktionschef i den tabloide verden på Ekstra Bladet og derpå en periode som direktør for billedbureauet Polfoto fra 1989-1994. Derefter lavede han programmer på Nordisk Film og blev vært for TV2-programmet Rigets Tilstand.

I 1998 var han tilbage på DR og lavede debatprogrammer, indtil han i 2001 blev studievært på TV-Avisen.

Vant til modvind

Modvind i karrieren har Reimer Bo Christensen oplevet i flere omgange. Han måtte i 2010 stoppe som vært på 21 Søndag, da det kom frem, at et interview med storsvindleren Stein Bagger var produceret af et selskab, Reimer Bo drev ved siden af sit job i DR.

Det svækkede ifølge DR også værtens troværdighed, at Reimer Bo tidligere havde udført opgaver for Baggers firma.

Kritik fik han også for et yderst skånsomt tv-interview samme år med society-kendissen Rigmor Zobel, der havde fået en narkodom.

I 2017 kom det frem, at Socialdemokratiet havde betalt Reimer Bo for at lave et tv-interview med gruppeformand Henrik Sass Larsen. Heller ikke dette interview talte ifølge medieeksperter på troværdighedskontoen.

Måtte opgive tv-ekspedition

I 2005 gik der et par skår af mandigheden, da Reimer Bo Christensen var udset som vært for DR’s programmer om den 100 år gamle grønlandske opdagelsesrejse Danmark Ekspeditionen, som Ludvig Mylius-Erichsen var leder af – og omkom under.

Reimer Bo måtte efter få dage i Grønlands barske natur og kulde opgive at fuldføre den syv uger lange tv-ekspedition, der havde deltagelse af blandt andre kronprins Frederik. Han blev erstattet af tv-lægen Peter Geisling.

Gift med 27 år yngre Pernille Rahbek

I 2004 blev han gift med den 27 år yngre tv-vært Pernille Rahbek, som han har to børn med. De blev skilt i 2010. Reimer Bo har yderligere to børn fra et tidligere ægteskab samt to stedbørn.

De seks børn er i alderen 13 til 54, fortæller han i et interview med Berlingske i anledning af fødselsdagen, der på grund af coronaen holdes under private former.

Reimer Bo arbejder i dag som freelancejournalist, medierådgiver og foredragsholder.

Han afløste i januar 2019 Per Mikael Jensen som formand for Den Danske Publicistklub.

Powered by Labrador CMS