Har sænket tempoet

Han har været en del af håndboldsporten i omkring et halvt århundrede, men selv om Anders Dahl-Nielsen 27. januar runder 70, har han ikke sluppet sporten endnu.

Sådan så Anders Dahl-Nielsen ud i slutningen af 1990’erne, da han var cheftræner for Skjern Håndbold. Arkivfoto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

I det danske håndboldmiljø aftvinger få navne mere respekt end Anders Dahl-Nielsen.

Han var Danmarks vel nok første stjernespiller – dengang amatørismen var en dyd – og han har siden hængt uløseligt sammen med sporten.

Artiklen fortætter under videoen

Først som spiller, så spillende træner, landstræner, klubtræner i ind- og udland, sportschef, tv-ekspert og nu i en mere tilbagetrukket rolle som medlem af Skjern Håndbolds sportslige udvalg.

Onsdag den 27. januar runder håndboldlegenden 70 år. Tempoet er sat ned, men han har ikke sluppet sporten helt. Og agter heller ikke at gøre det. Det lavere tempo er dog helt naturligt, mener han.

– Der skal du nok bare kigge på min fødselsattest, svarer han tørt på spørgsmålet om, hvorfor han er gået over i en mere tilbagetrukken rolle i sporten.

Siden starten af 70’erne

Anders Dahl-Nielsen har været en del af elitehåndbolden siden starten af 1970’erne. Han har set og gennemlevet udviklingen fra en ren amatørsport til en velbetalt levevej for mange.

Som spiller scorede han 610 mål i 209 landskampe. Vel at mærke i en tid, hvor der slet ikke blev scoret det antal mål, som nutidens håndboldkampe byder på.

På meritlisten som aktiv optræder fem DM-titler på stribe i 1970’erne med Fredericia KFUM, en finaledeltagelse i Europa Cuppen for mesterhold, oprykning til bedste række og DM-bronze som spillende træner i Ribe og tre OL-deltagelser med Danmark.

Efterfølgende var han i starten af 1990’erne som træner med til at starte Flensburg-Handewitts rejse mod tilværelsen som et af verdens bedste herrehold, hvorefter han nærmest smeltede sammen med Skjern Håndbold.

Først som træner med DM-titel i 1999, siden som manager og nu medlem af den sportslige ledelse.

Klublegende

Han er en ægte klublegende i Skjern. Den årlige golfturnering for sponsorerne, Anders Dahl Cup, understreger hans status i klubforståelsen. En turnering, han selv med glæde deltager i.

– Jeg er blevet en meget entusiastisk golfspiller. Jeg spiller alt det golf, jeg overhovedet kan komme til, fortæller den tidligere mestertræner.

– Som tidligere eliteidrætsmand er der noget utrolig konstruktivt i golf. Alt andet bliver man dårligere til, men golf kan man blive bedre til.

Det fik han endnu mere tid til at dyrke for tre år siden, da han lod sig pensionere efter 30 år som seminarielektor i Ribe, hvor han har brugt sine uddannelser inden for idræt og legemsøvelser.

Han bor på 40. år i Ribe sammen med sin kone. De har sammen to voksne børn samt to børnebørn. Sønnen bor også i Ribe, mens datteren med familie for nylig er draget tre år til Costa Rica for at arbejde.

Ingen fejring

Coronapandemien umuliggør en større fejring af den runde fødselsdag, men det lever han fint med. For Anders Dahl-Nielsen har det godt. Han har haft en karriere og et liv i håndboldsporten, som er svært at matche, og han har sin familie.

Når man gør det op, lyder resultatet på klingende jysk ifølge hovedpersonen selv:

– Jeg har vist ikke noget at klage over.

Powered by Labrador CMS