Har ikke betalt husleje i halvanden måned

Karina undskylder sit økonomiske rod med, at hun er arbejdsløs.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Tommerup bor Karina sammen med sin yngste datter.

Hun lever, som om hun har mange penge, for begge hendes døtre bliver forkælet med mærkevaretøj, ligesom Karinas barnebarn også bliver forkælet med en masse godt.

Artiklen fortsætter efter videoen

Inde bag facaden er Karina dog knust over den økonomiske situation, hun har sat sig selv i. Spørgsmålet er, om Luksusfældens to eksperter kan hjælpe hende.

Står uden job

Noget af det, der presser Karina økonomisk, er, at hun netop har mistet sit job.

Ifølge sine egne udsagn søger hun på livet løs efter et nyt job.

Men da Luksusfældens ekspert Carsten Linnemann graver lidt dybere i det udsagn, finder han ud af, at Karina netop er blevet tilbudt et deltidsjob som tjener.

Et job som hun har afvist, fordi hun hellere vil lave noget andet.

For Karina er arbejdsløsheden blevet en undskyldning for, at hun ikke har betalt sin husleje i halvanden måned.

Men det kan eksperterne Carsten Linnemann og Kenneth Hansen ikke forstå, for de kan se, at hun for nylig har modtaget 22.500 kroner.

Skal af med bilen

De to eksperter fra Luksusfælden kommer på en hård opgave.

Deres eneste løsning er, at Karina er nødt til at skille sig af med sin bil. Men den løsning falder ikke i god jord hos Karina.

Hun nægter nemlig at følge eksperternes råd.

– Jeg gentager lige, hvad jeg sagde før, du er på røven. Du har ansvaret ikke bare for dig selv, men også for din datter, siger Carsten Linnemann råt for usødet til Karina i programmet.

Da må Carsten Linnemann og Kenneth Hansen gøre det klart for Karina. Hun skal skille sig af med bilen, for at de overhovedet har en chance for at hjælpe med hendes økonomi.

Men hvad vælger Karina? At beholde bilen, der kan blive hendes økonomiske fallit, eller lytte til de to, der er kommet for at hjælpe hende.

Se med klokken 20.00 på TV 3 eller Viaplay, hvor Luksusfælden bliver sendt.

Powered by Labrador CMS