Har det selv tæt inde på livet: Prinsesse Marie besøger helt specielle unge
Prinsesse Marie er selv pårørende til en autist, og autisme er blandt hendes mærkesager.
Siden 2011 har prinsesse Marie været protektor for Landsforeningen Autisme, og det er en sag, der står hende personligt nært.
Fredag besøger den 42-årige franskfødte prinsesse beskæftigelsesprojektet “Klar til start”, som har til formål at hjælpe unge med en autismediagnose med at blive rustet til at varetage et job.
Det fremgår af kongehusets officielle kalender.
Prinsesse Marie fortalte til B.T. i 2012, at hun har autisme tæt inde på livet.
– Jeg har autisme i min nære familie. Derfor ved jeg, hvor hårdt og hvor svært det er. For det er et handicap, der rammer hele familien, sagde hun dengang til avisen.
Prinsesse Marie har også rejst for sin hjertesag. I 2017 var hun i Grønland, i 2016 var hun på Færøerne, og i 2014 deltog hun i en autismekonference i den amerikanske storby New York.
Prinsesse Marie har i alt 13 protektioner ifølge kongehusets hjemmeside.
Foruden Landsforeningen Autisme er hun blandt andet også protektor for Folkekirkens Nødhjælp, AIDS-Fondet og Epilepsiforeningen.