Han var på fornavn med Elizabeth
Nelson Mandela var den eneste ikke-royale, der tiltalte den engelske dronning ved hendes fornavn.
Det britiske kongehus er styret af en lang række protokoller, traditioner og royal etikette. Det er for eksempel ikke tilladt for en ikke-kongelig at tiltale dronning Elizabeth ved hendes fornavn. Men ifølge den royale kommentator Richard Fitzwilliams er der alligevel en enkelt, nemlig Nelson Mandela, der er sluppet godt fra det.
Det skriver Express.
“Han kaldte hende Elizabeth og den specielle hengivenhed og respekt, Mandela havde for hende, var gengældt”, har han fortalt,
Han har desuden nævnt, at dronningens besøg i Sydafrika tilbage i 1995, hvor Mandela var præsident, er et af højdepunkterne for dronningen gennem hendes mange år på tronen.
Artiklen fortsætter under videoen
Det helt særlige forhold bekræftes af forfatteren Zelda la Grange, der var personlig assistent for Nelson Mandela. I sin selvbiografi, “Good Morning, Mr Mandela”, beskriver hun, hvordan Madiba, det var Mandelas stammenavn, regelmæssigt brød etiketten. Ikke blot ved at tiltale dronningen ved fornavn; han har også kommenteret på hendes vægt.
I bogen nævner hun et besøg i Storbritannien sammen med Mandela, hvor han spontant udbrød: “Elizabeth”, da de mødtes, og hvor hun med det samme svarede: “Goddag, Nelson”.
“Jeg tror, han var en af meget få mennesker, der kaldte hende ved fornavn, og det virkede som om, det morede hende”, skriver hun.
Et langvarigt venskab
Hun refererer også til en anden episode, hvor Nelson Mandele angiveligt skulle have sagt: “Åh Elisabeth, du har tabt dig”.
Nelson Mandela og dronning Elizabeth havde et langvarigt venskab. Han besøgte første gang Storbritannien i 1996, hvor han var vært for dronningen ved en frokost. Ved den lejlighed kaldte han hende for “en elskværdig kvinde”.
Under det samme besøg arrangerede Elizabeth en fest for Nelson Mandela i Albert Hall. Her var de på dansegulvet sammen.
Nelson Mandela døde den 5. december 2013. Han blev 95 år.