Han har Margrethes øre

Henning Fode er kabinetssekretær i hoffet. Han er bindeled mellem dronningen og Christiansborg. Den 28. januar fylder han 75 år. Pension er der ingen planer om

Offentliggjort Sidst opdateret

Januar er en travl måned på Amalienborg. Årets vigtigste fest i kongehuset er nytårskuren- og taflet for regeringens ministre, som holdes 1. januar.

De følgende dage er der andre kure, hvor dronningen ønskes godt nytår af diplomater, organisationer og Forsvaret.

Når hun har travlt, så har Henning Fode det også.

Som kabinetssekretær er det hans opgave at være bindeled mellem dronningen og regering, Folketing og statsadministration. Derfor har han også en vigtig rolle i forbindelse med dronningens nytårstale på årets sidste aften.

Nøgleperson

I det daglige er det Henning Fode, der holder regenten orienteret om de politiske strømninger, ligesom det er ham, der forbereder de statsråd, som dronningen og kronprins Frederik deltager i, blandt andet for at underskrive nye love.

Det var også ham, der i forbindelse med regeringsdannelsen i december var en nøgleperson, da dronningen skulle modtage afgående og nye ministre.

Henning Fode, der fylder 75 år den 28. januar, er jurist fra Aarhus Universitet, hvorfra han sluttede med topkarakterer.

Det banede vejen ind i Justitsministeriet, hvor han hurtigt avancerede til kontorchef, siden politimester og chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Tidligere rigsadvokat

Skelsættende for karrieren var det, da to markante stillinger blev slået op i 1995. Dels som politidirektør i København, dels som rigsadvokat.

Henning Fode søgte begge, men det blev Hanne Bech Hansen, der løb med jobbet som politidirektør.

Han blev rigsadvokat og dermed landets højeste anklager. Et job, som han bestred i 12 år, indtil der kom en diskret henvendelse fra Hofmarskallatet. Stillingen som kabinetssekretær slås ikke op. Den er et tilbud, som gives efter "sonderinger".

Henning Fode har tidligere fortalt, at han både blev glad og beæret, da pilen i 2007 pegede på ham.

Mistede far tidligt

"Et mere diskret job, som jeg tror, jeg kan vænne mig til", har han udtalt.

Han rykkede ind i Det Gule Palæ i Amaliegade og blev samtidig udnævnt til kammerherre og ordenssekretær.

Henning Fode blev født i udkanten af Randers som nummer to i en søskendeflok på fem. Han mistede som otteårig sin far, og i et interview med Jyllands-Posten har han fortalt, at det gjorde ham tidligt moden og betød, at han lærte at tage ansvar.

Det var ham, der stod for madlavningen, mens moren uddannede sig til skolelærer. Kokkeriet har han taget med sig i ægteskabet med Anni Fode, der er vicedirektør i Udlændingestyrelsen.

Regerer i køkkenet

I hjemmet i København er det ham, der regerer i køkkenet.

Dronningen, der fylder 83 år i april, agter, som de fleste ved, at fortsætte.

BLÅ BOG: Dronning Margrethe

* Fulde navn: Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

* Født: 16. april 1940 på Amalienborg.

* Forældre og søskende: Ældste datter af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Har to yngre søstre – prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.

* Ægteskab: Gift 10. juni 1967 med prins Henrik (som indtil brylluppet hed Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat).
Prins Henrik døde i 2018.

* Børn: Kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969). De er gift med hhv. kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

* Børnebørn: Otte børnebørn – fem drenge og tre piger.

* Tronfølger: I 1953 blev tronfølgeloven ændret, så også kvinder – og ikke kun mænd – kunne overtage tronen. Dermed kunne prinsesse Margrethe i 1973 udnævnes som dronning efter sin fars død.

Var tronfølgeloven ikke blevet ændret, ville kong Frederik IX’s bror, prins Knud – og efterfølgende hans søn, Ingolf – være blevet regent.

* Residens: I løbet af året bor dronningen både på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot.

* Uddannelse: Filosofikum samt studier i arkæologi og statskundskab på universiteter i København, Cambridge, Aarhus, Sorbonne og London.

* Tilknytning til Forsvaret: Frivillig tjeneste under Hjemmeværnet 1958-1970. Senere æresoberst i forskellige enheder i den britiske hær.

* Interesser: Tegner, maler, syer og broderer. Har løbende udstillet sine malerier, har lavet kulisser og kostumer til balletforestillinger og har designet og syet tekstiler – herunder bispekåber til danske kirker.

Kilder: Ritzau, Kongehuset.

null

Det samme gælder Henning Fode, der som en af hendes mest betroede ikke er underlagt en officiel pensionsalder.

Kabinetssekretær Henning Fode, da han ankom til nytårskur på Amalienborg den 1. januar. Den 28. januar fylder han 75 år.
Kabinetssekretær Henning Fode, da han ankom til nytårskur på Amalienborg den 1. januar. Den 28. januar fylder han 75 år.
Powered by Labrador CMS