Han forlod Danmark med en stor drøm
Sven-Ole Thorsen har været af en Danmarks stærkeste mænd, men han har også medvirket i mere end 150 film. Tirsdag den 24. september fylder han 75 år.
Muskelmand, skuespiller og superatlet. Sven-Ole Thorsen har været mange ting i sin karriere.
Han har medvirket i mere end 150 film, og det var hovedsageligt hans muskuløse krop, der skaffede ham mange af rollerne.
Artiklen fortsætter under videoen
Tirsdag den 24. september fylder Sven-Ole Thorsen 75 år.
En af verdens stærkeste
I 1970’erne var han en af verdens stærkeste mænd og vandt mesterskaber i både styrkeløft og karate.
Interessen for træning kom, efter hans fætter introducerede ham for moderne vægttræning, da Thorsen var 19 år.
Sven-Ole Thorsen medvirkede i et par film i Danmark, før han i 1985 drog til Hollywood.
Det var den amerikanske skuespiller Arnold Schwarzenegger, der hjalp Sven-Ole Thorsen ind i varmen i Hollywood.
Og de to har da også spillet sammen i 18 film.
Predator
I Hollywood blev han især kendt for sin medvirken i action-klassikere som “Conan the Barbarian”, “Predator” og “Gladiator”.
I 2007 udgav Sven-Ole Thorsen selvbiografien “Stærk mand i Hollywood”, hvor det kom frem, at han for at blive Danmarks stærkeste mand i 1971 tog anabolske steroider i pilleform.
Det har dog slidt hårdt på kroppen at være stuntman i så mange år.
Sven-Ole Thorsen har fået udskiftet både hofter, skuldre og knæ med proteser, fordi de oprindelige var slidt op.
I 2009 deltog han i TV-programmet “Vild med dans”, hvor han dansede med Mie Moltke. Danseparret røg dog ud i første runde.
I 35 år har han boet i Sydcalifornien. Men for et par år siden flyttede han til Spanien, hvor han stadig bor med sin hustru Birgitta.