Han er ekspert i de kongelige
Lars Hovbakke Sørensen har i mange år sat en ære i at formidle om kongehuset i en samfundsmæssig kontekst. 18. september fylder historikeren 50 år
Kongelige skal ikke bare reduceres til at være popstjerner, men de skal forstås og sættes ind i et større samfundsmæssigt og historisk perspektiv.
Netop derfor er historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen gerne på plads i tv-studier, når kongelige begivenheder finder sted, lader sig interviewe til medierne eller holder foredrag.
Han sætter nemlig en ære i at formidle om kongehuset. Og han nyder det, understreger han.
- Jeg synes det er væsentligt, sjovt og vigtigt. Fordi der er mange dimensioner, der kan gå tabt i en hurtig nyhedsstrøm.
- Så personligt er det sjovt for mig, men også vigtigt i en samfundsmæssig sammenhæng, så kongehusstof ikke bare bliver et spørgsmål om, at kongelige skal være kendisser. Man skal ikke kun gå op i, hvilke kjoler de har på, siger han.
50 år
Lars Hovbakke Sørensen, der lørdag 18. september fylder 50 år, underviser til daglig fuld tid på Professionshøjskolen Absalon i Roskilde i samfundsvidenskab.
Derudover har han i årenes løb haft fart i fingrene og udgivet en lang række bøger.
Senest har han i 2020 udgivet bogen "Europas historie - fra oldtiden til i dag", som har taget ham flere år at lave, fordi arbejdet har været omfattende, og han har gjort det udover sit underviserjob.
Lars Hovbakke Sørensen er uddannet historiker fra Aarhus Universitet og begyndte umiddelbart efter at undervise. Siden er han blevet en yderst benyttet kongehusekspert efter at have skrevet bøger om emnet.
Begyndte tidligt
Interessen for de kongelige begyndte tidligt. Den udsprang af en historisk interesse, hvor han læste mange bøger om historie.
- Jeg begyndte allerede som barn at læse historiebøger, og før i tiden spillede kongerne en meget central rolle. Og så har jeg fundet det spændende, at kongerne gik fra at være nogle personer, der var politisk betydningsfulde til at have en mere symbolsk betydning, fortæller han.
Men for tiden holder han dog en lille skrivepause fra bøgerne.
De kommende måneder bliver nemlig travle for historikeren, der udover sit job holder masser af foredrag. Både om sin nye bog, men også forud for dronning Margrethes 50 års jubilæum som regent til næste år.
Lars Hovbakke Sørensen, der bor i Borup i nærheden af Roskilde, skal fejre sin runde fødselsdag med den nærmeste familie.