Grundlagde dansk erhvervsimperium: Nu er han død
Jørn E. Jensen er død efter kort tids sygdom.
Hvis du nogensinde har købt et tæppe op gennem 80’erne eller 90’erne, så har du nok besøgt en Tæppeland-butik. Da kæden var på sit højeste, der var der over 300 butikker på landsplan, men siden faldt imperiet fra hinanden.
I en alder af 92 år er den landskendte ‘tæppekonge’, Jørn E. Jensen, sovet ind juleaften, det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Et langt liv med handel
Jørn E. Jensen blev født tilbage i 1926, hvor han voksede op inde i København. Men som teenager kom han i lære som handels- og kontorassistent på en bomuldsfabrik. Og det var her, at han fik de ideer, der senere dannede grundlag til et landsdækkende tæppeimperium.
Det var dog først i 1950, at han kom i tæppebranchen, da han fik et job i Bredgade i København hos en tæppehandler.
– Da jeg havde været der i et års tid, tænkte jeg: ‘Hvis de kan sælge tæpper, så kan du sgu også’. Og så åbnede jeg min egen forretning i Istedgade, hvor jeg betalte 50 kr. om måneden i leje, har Jørn E. Jensen tidligere fortalt til B.T.
Og herfra gik det stærkt. I 1964 nåede han butik nummer 25 – og i 1969 åbnede han det første supermarked for tæpper i Albertslund. Det var også her, at imperiet fik sit navn ‘Tæppeland’.
Milliardær på sit højeste
Da tæppeimperiet var på toppen – og det ene tæppe blev stanget over disken efter det andet, så var der over 300 butikker i ind- og udland. Her var det vurderet, at Jørn E. Jensens egen formue lød på knap en milliard.
Men herfra gik det ned ad bakke. Kæden oplevede problemer og flere konkurser. I 2014 var eventyret slut for kæden.
I Frederiksborg Amts Avis har familien skrevet en dødsannonce til den afdøde tæppemand.
– Min elskede mand, vores elskede far, svigerfar, morfar og farfar. Du vil altid være i vores hjerter, skriver hustruen Jytte og resten af familien.
Begravelsen vil foregå i stilhed – han døde efter kort tids sygdom.