Gravide Meghan støttes fra udlandet
Det er en flot fanklub, hun har.
Det er ikke bare sådan lige til at være en del af en royal familie. Det kan hertuginde Meghan skrive under på, mens hun møder kritik for at bryde etiketten, angiveligt møder voldsom modstand fra “grå mænd,” og mens hendes betroede medarbejdere siger op én efter én.
Alt imens det postyr står på, er Meghan også ganske meget gravid, og det har formentlig derfor vækket glæde hos hertuginden at høre, at hun møder støtte hele vejen fra Sverige, i skikkelse af Eva O’Neill, svigermor til svenske prinsesse Madeleine. Det skriver Svenskdam.
Svenskdam skriver, at Eva O’Neill har været tæt på det engelske kongehus tidligere i sit liv, da hun gik ud med selveste prins Charles, og hun har en ganske klar mening om Meghan Markle.
– Hun er en fantastisk kvinde. Hun er sød, ydmyg og rar, siger Eva O’Neill, ifølge Svenskdam, om Meghan Markle.
Et ikke helt let liv
Meghan Markle, og hendes liv med prins Harry, bliver af gode grunde gennemanalyseret af royalister verden over, og det er ikke altid lige let at være gift med en ægte prins.
Parret er tidligere blevet kritiseret for at holde i hånd, når de er på arbejde sammen som prins og hertuginde. Det er ikke fordi, det er ulovligt for parret at holde hinanden i hånden, men det bryder med traditionerne.
Kendte.dk har også tidligere fortalt, at der på Buckimgham Palace findes “grå mænd,” der mener, at Meghan slet og ret er en trussel mod tronen, og at der derfor findes skjulte kræfter i den royale familie, der forsøger at slippe af med Harrys hustru.
Det kan heller ikke være let at lægge det liv, man kender, bag sig for at blive en del af en royal familie. Det er netop det, der er sket for Meghan, som det i øvrigt er sket for mange, mange kvinder før hende.
Det er ikke kun Meghan selv, der møder udfordringerne i det royale liv. Også hendes medarbejdere mærker presset, der er kendt for at være meget, meget hårdt, og som tiden er gået har fået flere til at sige op.
Derfor må det glæde Meghan, at hun altså møder tillid og støtte fra flere fronter, også fra selveste dronning Elizabeth, der slet og ret er forbløffet over Meghans energi og udholdenhed med tanke på, hvor hårdt hun har arbejdet, mens hun har været gravid med sit første barn. Endnu en stærk stemme har altså valgt at stemme i med mere støtte fra samme skuffe.