Gravid tennisspiller deltager i årets Wimbledon
Mandy Minella skal føde om fire en halv måned. Alligevel er tennisspilleren fra Luxembourg med i Wimbledon.
Tennisspilleren Mandy Minella er gravid.
Verdensstjernen Serena Williams er gravid og er gået på barsel.
En anden tidligere verdensetter i tennis, hviderusseren Victoria Azarenka, er netop vendt tilbage fra barsel.
Og så er der den mere upåagtede Mandy Minella fra Luxembourg.
Slået ud af første runde
Verdens nummer 82 røg mandag ud af Wimbledon i første runde, men hun stjal alligevel overskrifter, fordi hun er gravid og skal føde om fire en halv måned.
– Wimbledon er min sidste turnering i denne sæson, siger Minella ifølge AFP.
Hun tabte 1-6, 1-6 til italienske Francesca Schiavone. Tirsdag postede Minella et billede på Facebook, hvor hendes mand og træner, Tim Sommer, kyssede Minalles mave.
Fortsat med i damedouble
Minella er fortsat med i damedouble ved Wimbledon. Her spiller hun med Letlands Anastasija Sevastova.
Serena Williams, der er forsvarende mester i Wimbledon, forventes at føde sit første barn i september.
Azarenka vendte tilbage til toptennis i juni, efter at hun havde født sit første barn, sønnen Leo, i december.
Azarenka spillede sig mandag videre til anden runde.
/ritzau/