Gravid stjerne: - Jeg tror, vi alle blev lidt skrukke

Skuespillerinden Sara Hjort Ditlevsen var omgivet af en masse små skuespillere under optagelserne til TV 2-dramaet "Dag & nat", hvor hun spiller jordemoder

Udgivet Opdateret

Rutinerede navne som Sara Hjort Ditlevsen, Birthe Neumann og Sofie Gråbøl havde 18 små skuespillere som kolleger under optagelserne af dramaet "Dag & nat", som netop nu kan ses på TV 2.

Serien udspiller sig på en af Danmarks travleste fødeafdelinger, hvor jordemødrene knokler for at give de fødende kvinder de bedste betingelser for at bringe et lille nyt liv til verden.

Sara Hjort Ditlevsen og manden, Jacob Lawaetz, bliver snart forældre for anden gang. Parret fik i foråret 2020 datteren Selma. (Arkivfoto).
Sara Hjort Ditlevsen og manden, Jacob Lawaetz, bliver snart forældre for anden gang. Parret fik i foråret 2020 datteren Selma. (Arkivfoto).

Og de små statister, hvoraf de yngste var blot én uge gamle, smeltede skuespillerne, fortæller Sara Hjort Ditlevsen.

'Ej og åh'

- Det var meget livsbekræftende. Alle var sådan: Ej og åh! Og jeg tror, at vi alle blev lidt skrukke, siger Sara Hjort Ditlevsen og fortsætter:

- Vi har altid gerne villet have flere børn, mig og min mand, så vi tænkte: Er det ikke bare nu, vi skal gøre det? Så der var en lille sammenhæng med serien. En lille kickstarter, fortæller den 34-årige skuespillerinde.

Og lige som serien var filmet færdig, fandt Sara Hjort Ditlevsen og gemalen, Jacob Lawaetz, ud af, at de ventede deres andet barn, som meget snart kommer til verden.

Parret blev forældre for første gang i foråret 2020, da deres datter, Selma, kom til verden.

Det kunne Sara Hjort Ditlevsen sætte i spil under optagelserne til "Dag & nat", hvor hun spiller jordemoderen Tine.

'Kæmpe hjælp'

- Jeg kunne bruge mine egne oplevelser rigtig meget, ikke mindst min fødselsforberedelse, hvor man gennemgår alle fødslens faser, hvilke muligheder der er, hvad kan der ske, og hvad kan gå galt. Så på den måde følte jeg nærmest, jeg havde fået et lille lynkursus.

- Og i kraft af at min egen moster også er jordemoder, har jeg også haft et lille indblik i det gennem hende, siger Sara Hjort Ditlevsen og fortsætter:

- Det var en kæmpe hjælp i forhold til at lave de scener, hvor unge kvinder, som aldrig har født før, kunne kigge på mig og spørge: Er det her troværdigt? Eller hvordan ville jeg gøre her?, selv om det ikke er ens for alle.

"Dag & nat" sendes på TV 2 søndag klokken 20.

Powered by Labrador CMS