Gravid prinsesse nyder ferie i sydens sol før termin
Svenske prins Carl Philip og prinsesse Sofia, der venter deres andet barn, er i øjeblikket på ferie i Frankrig.
Få måneder før sin termin fordriver den svenske prinsesse Sofia ventetiden med en ferie i sydens sol.
Prinsessen er sammen med dele af den svenske kongefamilie i øjeblikket i Sydfrankrig, hvor hun nyder solskinnet.
Det skriver den svenske avis Expressen.
Med sig på ferie har prinsesse Sofia sin mand, prins Carl Philip, og deres etårige søn, prins Alexander.
Også prinsesse Madeleine og hendes mand, Chris O’Neill, har tilsluttet sig ferien og har taget turen fra deres hjem i London sammen med børnene prinsesse Leonore og prins Nicolas.
Avisen har fanget flere billeder af de svenske royale.
Her kan man tydeligt se prinsesse Sofias gravide mave strutte.
Kongehuset bekræfter ferien
Informationschef ved det svenske hof, Margareta Thorgren, bekræfter den royale ferie over for Expressen.
– Dele af kongefamilien er på en privat ferie i Frankrig, oplyser hun.
Snart venter en lang ferie for hele den svenske kongefamilie, når de traditionen tro mødes i sommerresidensen på den svenske ø Öland.
Prins Carl Philip og prinsesse Sofia annoncerede i marts måned, at de venter deres andet barn til september.
Prinsesse Sofia forsikrede i maj, at alt var i skønneste orden inden fødslen af barnet, som bliver nummer seks i arvefølgen til den svenske trone.
– Det er selvfølgelig fantastisk. Vi ser frem til det, og jeg har det godt, lød det fra den vordende andengangsmor.
/ritzau/FOKUS