Grandprix-deltager er med i ny storfilm med Mads Mikkelsen

28-årige Kenny Duerlund har scoret en rolle i den stjernespækkede danske film "Retfærdighedens ryttere".

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Dansk Melodi Grand Prix lørdag aften løber af stablen, går 28-årige Kenny Duerlund på scenen med sangen “Forget It All” som en af de ti artister.

Og han er en mand med mange talenter.

Artiklen fortsætter under videoen

Udover at være sanger og sangskriver arbejder den unge musiker fra Odense som musicalskuespiller og har blandt andet spillet en af de to hovedroller i “Evita” sammen med Annette Heick.

Derudover har Kenny Duerlund også scoret en rolle i den kommende danske spillefilm “Retfærdighedens ryttere” med Mads Mikkelsen i hovedrollen.

Kendt instruktør

Filmen er skrevet og instrueret af Anders Thomas Jensen, som blandt andet står bag “Blinkende lygter”, “Adams æbler” og “Mænd og høns”.

– Det er en lille rolle, jeg spiller. Jeg har ikke nogen replikker, men jeg var med på fem optagedage. Jeg spiller en rocker, som er meget sammen med den store rockerkarakter. Så det er en mellemting mellem en statistrolle og en birolle.

– Men med film i den størrelsesorden skal man eddermame bare være glad for, at man får lov til at være med, siger Kenny Duerlund, som drømmer om at få flere filmroller i fremtiden sideløbende med sine jobs som sanger og musicalskuespiller.

Komedie

“Retfærdighedens ryttere” er en komedie og handler om den udstationerede militærmand Markus (Mads Mikkelsen, red.), som må tage hjem til sin teenagedatter Mathilde, da hans kone dør i en tragisk togulykke.

Han møder matematiknørden Otto, som selv var passager på det forulykkede tog og er overbevist om, at nogen må stå bag.

Otto spilles af Nikolaj Lie Kaas og derudover er Lars Brygmann, Nicolas Bro, Roland Møller, Jacob Hauberg Lohmann og svenske Gustav Lindh også på rollelisten.

Det var derfor med en vis nervøsitet, at Kenny Duerlund trådte ind på settet.

Skulle have styr på nerverne

Han prøvede at tackle nerverne ved ikke at tænke for meget over, at han var i rum med nogle af landets største skuespillere.

– Inden jeg gik ind på settet, tænkte jeg: “Jeg skal bare ind og sidde i den der sofa” eller “jeg skal bare lige stå her og se sej ud” i stedet for at tænke: “Mads Mikkelsen er med i den her film, og der er virkelig mange mennesker, der kommer til at se den”, siger han.

“Retfærdighedens ryttere” forventes at få biografpremiere 25. december 2020.

Powered by Labrador CMS