Gotham-stjernes datter forsvundet i over en uge
Gotham-skuespilleren Donal Logue leder efter sin datter, der har været forsvundet i mere end en uge.
Han er kendt som kriminalbetjenten Harvey Bullock i tv-serien “Gotham”.
I virkeligheden er skuespilleren Donal Logue nu også i gang med en vigtig og personlig eftersøgning.
Datteren er forsvundet
I mere end en uge har skuespilleren ledt efter sin 16-årige datter, der sidst blev set den 26. juni i New York-bydelen Brooklyn.
Siden har den 51-årige skuespiller bedt offentligheden om hjælp til at sprede ordet.
Nu får han hjælp af skuespillerkolleger og offentligheden, der deler efterlysningen under hashtagget “FindJade”.
Det skriver ABC News.
Deler en video
På det sociale medie Twitter har blandt andet medskuespilleren J.W. Cortés, der er kendt som kriminalbetjenten Carlos Alvarez i tv-serien, delt en video, hvor han fortæller om den forsvundne datter.
Her opfordrer skuespilleren, der også arbejder for politiet i virkeligheden, sine følgere til at hjælpe med eftersøgningen ved at sprede budskabet.
– Vi har brug for alles hjælp. Vi prøver at finde Jade, der er Donal Logues datter, skriver han i et tweet til videoen.
Mandag delte Donal Logue en video af skuespilleren Danny Trejo, der har spillet med i film som “Machete” og “From Dusk till Dawn”, på sin Twitter-profil.
– Hvem end der har Jade. Jeg vil gerne tale med dig. Bare sæt hende af hvor som helst. Hun vil finde sin vej hjem. Det er blevet en del større, end du troede, siger han blandt andet i videoen.
Gotham-skuespilleren får også hjælp af tv-personligheden John Walsh, der er skaberen af tv-programmet “America’s Most Wanted”, som ligeledes efterlyser Jade på Twitter torsdag.
Onsdag delte den bekymrede far et billede af datteren under hashtagget “vil have dig tilbage”. På billedet, som er taget inden hendes forsvinden, står hun sammen med skuespilleren Gilles Marini.
Donal Logue tweetede også onsdag, at datteren ikke var stukket af, men at hun var forsvundet.
Tidligere denne uge udsendte politiet i New York ligeledes en meddelelse om Jades forsvinden, hvori det opfordrede befolkningen til at ringe ind, hvis man havde informationer om, hvor hun kunne befinde sig.
/ritzau/FOKUS