Genforenet med prins Philip

Dronning Elizabeth er for en kort bemærkning rykket til Sandringham for at være sammen med sin mand.

Offentliggjort Sidst opdateret

Siden prins Philip i 2017 trak sig tilbage fra sine royale pligter har han i den langt overvejende del af sin tid levet adskilt fra sin hustru, dronning Elizabeth. Han har opholdt sig på Wood Farm på dronningens Sandringham ejendom på halvøen East Anglia i det østlige England. Hun har fortrinsvis boet og arbejdet på Buckingham Palace.

Men tilbage i marts måned, da corona-pandemien for alvor ramte Storbritannien, valgte de sammen at rykke ind på Windsor Castle, hvor de forskansede sig bag lukkede døre.

Artiklen fortsætter under videoen

I august, da hele situationen var lettet og det hele så lidt lysere ud, flyttede de til skotske Balmoral, hvor de efter mere end fire måneder i isolation havde mulighed for at nyde sensommeren sammen med familien.

Herfra rykkede de senere til Sandringham, hvor de fortsat var sammen i et par uger, inden dronningen forlod stedet og sin mand og rejste hjem til London for godt og vel fire uger siden.

Men nu er de sammen igen. Dronningen er nemlig for en bemærkning returneret til Sandringham, hvor hun ifølge Mail on Sunday besøgte sin mand torsdag den 29. oktober. Hun forventes dog i løbet af kort tid at vende tilbage til London og Windsor Castle.

Mediet skriver også, at det fortsat er uklart, hvornår det aldrene par, hun er 94 år og han 99, igen agter at indtage Buckingham Palace. Forventningerne er dog, at det, corona-situationen i Storbritannien taget i betragtning, tidligst bliver i foråret 2021.

Normalt samles den royale familie i øvrigt i netop Sandringham ved juletid for her blandt andet at deltage i gudstjenesten i St Mary Magdalenes kirke juledag. Men hvor vidt det også bliver sådan i år, står hen i det uvisse.

Powered by Labrador CMS