Fylder 90
Desmond Tutu har i sit lange liv haft en central rolle i Sydafrika. Både før og efter apartheid. Ærkebiskoppen fylder nu 90 år
- Hvis en elefant har sin fod på halen af en mus, og du siger, at du er neutral, så vil musen ikke sætte pris på din neutralitet.
Ordene kom i 1983 fra den sydafrikanske præst Desmond Tutu. Han var en stærk kritiker af apartheidstyret, der dengang regerede Sydafrika.
Ude i verden var han respekteret og beundret og fik også Nobels fredspris i 1984.
Han havde det sværere i sit hjemland.
Apartheidstyret var efter ham. Sorte grupper og organisationer som Den Afrikanske Nationalkongres havde svært ved at forlige sig med præstens ikke-voldspolitik.
Men det racistiske apartheidstyre opgav i 1993, og året efter kom det første demokratiske valg med deltagelse af Sydafrikas sorte.
Siden da har Desmond Tutu spillet en stor rolle i landets forsøg på at komme videre. På at forsone hvide og sorte.
90 år i dag
Han er en gammel mand nu. Den 7. oktober er det 90 år siden, at han blev født i Klerksdorp i det nordvestlige Sydafrika. Men han har stadig overskud til at kere sig om befolkningen.
Der har været og er udbredt skepsis blandt sydafrikanerne, når det gælder vaccination mod covid-19.
I maj blev ærkebiskop emeritus Desmond Tutu vaccineret og sagde:
- I hele mit liv har jeg forsøgt at gøre det rigtige. I dag er jeg blevet vaccineret mod covid-19, og det er afgjort det rigtige at gøre.
Helbredet er ikke, hvad det har været for Desmond Tutu. Alderen trykker. Han har haft prostatakræft inden for de seneste år.
Men han er ikke glemt af omverdenen.
Modtog fredspris
Han er medlem af gruppen De Ældre. Her er tidligere statsmænd, modtagere af Nobels fredspris og andre respekterede mennesker med livserfaring at finde.
De Ældre blev oprettet af en anden fremtrædende sort sydafrikaner i 2006, nemlig nu afdøde Nelson Mandela, der med gruppen samlede visdom til at drøfte verdens problemer.
Desmond Tutu kan takke en hvid mand for, at han slog ind på præstevejen. En vej, der senere gjorde ham til ærkebiskop og til en mand, der bekæmpede apartheid med fredelige midler.
- En dag stod jeg på gaden sammen med min mor, da en hvid mand i præstekjole gik forbi. Da han passerede os, lettede han på hatten for at hilse på min mor. Jeg troede ikke mine egne øjne - en hvid mand, der hilste på en sort arbejderkvinde, fortalte Tutu i 1984, da han fik overrakt Nobels fredspris.
Med den oplevelse i baghovedet besluttede han sig for selv at blive præst.
Første sort ærkebiskop
Og han skulle snart blive et kendt navn på alles læber i Sydafrika, hvor han i 1986 blev landets første sorte ærkebiskop i Cape Town.
Efter apartheid blev Tutu udpeget til at lede Kommissionen for Sandhed og Forsoning, der skulle kortlægge menneskerettighedskrænkelserne under det hvide overherredømme.
I de seneste 10 år har han dog ført en mere tilbagetrukket tilværelse.
Han har været gift med Nomalizo Leah Shenxane siden 1955. Parret har fire børn.