Fylder 80 i dag

Henning Lysholm Christensen kom i Folketinget efter et medlem af Kristeligt Folkeparti døde. Kristendommen var hans pejlemærke. 19. oktober fylder han 80 år

Tidligere medlem af folketinget for Kristeligt Folkeparti Henning Lysholm Christensen var seks år på Christiansborg. På billedet ses han dengang, han var folketingsmedlem. (Arkivfoto)
Tidligere medlem af folketinget for Kristeligt Folkeparti Henning Lysholm Christensen var seks år på Christiansborg. På billedet ses han dengang, han var folketingsmedlem. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg plejer at kalde det et uheld, at jeg endte i Folketinget. Men jeg nød det nu alligevel, siger Henning Lysholm Christensen med et grin.

Det var dog andet end en munter anledning til, at han endte i Folketinget.

I 1986 stillede han op for Kristeligt Folkeparti, i hvad han kalder en "ufarlig kreds" i Skjern.

Han kom ikke ind, men da hans partifælle og daværende miljøminister Christian Christensen i 1988 blev syg og senere døde, var der bud efter Henning Lysholm på Christiansborg.

Her sluttede han sig til den beskedne skare af tre andre medlemmer af Kristeligt Folkeparti - det nuværende Kristendemokraterne.

Noget meningsfyldt

De fire mandater var dog langtfra ligegyldige dengang. De kunne netop være afgørende i flere sammenhænge, og dermed fik partiet ifølge Henning Lysholm Christensen stor indflydelse.

Og Henning Lysholm, der 19. oktober fylder 80 år, blev grebet af det. 

Han endte da også med at sidde i Folketinget i seks år.

- De seks år føler jeg som noget meningsfyldt, og som en tid hvor vi brugte teamwork til at sætte fokus på flere vigtige ting.

- Det lykkedes at få noget ekstra økonomi til efterskolerne ved en finanslovsforhandling, og det er jeg stolt af, siger han.

Finder mening i livet

Kampen for de frie skoler udspringer især af Henning Lysholms baggrund.

Han er uddannet lærer og var i 80'erne med til at etablere kristne friskoler landet over som landssekretær i Foreningen af Kristne Friskoler.

Netop kristendommen og troen er helt central for Henning Lysholm. Han kalder det "fundamentet for sin tilværelse", og der hvor han finder meningen med livet.

- Det ligger som et underlag, nogle værdier, for mig og har altid gjort det, siger han.

Godt helbred

I dag er alderen ingen hindring for Henning Lysholm. Han er efter eget udsagn "udstyret med et godt helbred". Og det betyder også, at han bestemt ikke ligger på den lade side.

Ud over sit store engagement i en genbrugsbutik er han formand for den lokale gymnastikforenings seniorgymnastik.

Han bor med sin hustru gennem 52 år, Gudrun, i Børkop. De har to børn og syv børnebørn.

Sammen med sin hustru var han i mange år rejseleder hos Felix Rejser, hvor de guidede rejselystne i blandt andet Østeuropa og Kina.

Powered by Labrador CMS