Fuppet af bitcoin-svindlere: Sådan går det nu
Luksusfælden-Henriette kan nu se en vej ud af gælden
I tirsdagens afsnit af Luksusfælden møder man 57-årige Henriette fra Korsør, der er endt med en svimlende gæld efter et fejlslagent forsøg på at investere i Bitcoins.
Henriette endte på kun 30 minutter med at miste 250.000 kroner, efter en engelsktalende mand på hendes foranledning havde oprettet adskillige lån i hendes navn.
– Det var ikke mit ønske og min plan. Jeg prøvede at investere i noget Bitcoin, og det skulle jeg aldrig have gjort, siger Henriette nu til Newsbreak.dk om den fejlslagne investering.
Hun forklarer, at forsøget var et udslag af desperation. Flere mindre kviklån havde hobet sig op, og hun stod med en gæld på 350.000 kroner.
– Og så kender jeg flere, der har tjent kassen på Bitcoin, siger Henriette.
Styr på det
I Luksusfælden lykkedes det at få stoppet Henriettes gældsspiral.
Dårlige vaner er blevet gode, og hun betaler nu af på sin gæld – og mere til:
– Jeg er foran planen, og har ro indeni. Jeg har fået en veninde til at styre min økonomi, og giver hun mig 1500 kroner om ugen til alting. Det holder jeg mig inden for, siger Henriette.
Med det nye, endnu strammere, budget, kan Henriette efter eget udsagn være gældfri om mindre end seks år. I programmet lagde eksperterne op til, at hun kunne være gældfri om syv og et halvt år.
Samtidig har Henriette også udsigt til at flytte i en billigere lejlighed, og hun arbejder så meget, at hendes indtægt også er højere end den, Luksusfældens eksperter har budgetteret med.
Gør det ikke
Et desperat forsøg på at løse sine gældsproblemer sendte altså Henriette ud i endnu større problemer.
Hun har derfor en klar opfordring til andre, der pludselig øjner en god forretning på investeringsmarkedet:
– Gør det ikke, og hvis du gør det, så aldrig invester mere end, du har råd til at tabe, siger Henriette og fortsætter:
– Skal man investere, så gør det for guds skyld i samråd med banken.