Frederik tænder berømt kunstværk

150-året for H.C. Andersens æresborgerskab i Odense bliver fejret. Og kronprins Frederik tænder kunstværket.

Offentliggjort Sidst opdateret

Odense by fejrer H.C. Andersen.

Det sker den 6. december – dagen, hvor H.C. Andersen for 150 år siden blev fejret. Og det sker samme sted – nemlig på Flakhaven.

Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.

Fejringen sker med et stort show af instruktør og koreograf Steen Koerner.

Showet er en nyfortolkning af H.C. Andersens eventyr Kjærestefolkene – også kendt som Toppen og Bolden.

Kronprinsen tænder lysinstallation

Showet efterfølges af en ganske særlig oplevelse, når Eventyrhaven i hjertet af Odense genfortrylles af den enorme lysinstallation “Field of Light” udført af en af verdens største lyskunstnere, den internationalt anerkendte og prisvindende Bruce Munro.

Kronprins Frederik tænder lysinstallationen.

Og fra det øjeblik vil det poetiske og eventyrlige landskab bestående af tusindvis af lys bære Odense igennem årets mørkeste måneder, da installationen står i Eventyrhaven helt frem til uge 8.

Kronprins Frederik deltager efterfølgende ved en buffet på Odense rådhus med omkring 200 indbudte gæster.

Arrangementet starter klokken 16 den 6. december.

Powered by Labrador CMS