Frede dropper VM-løb: -Ærgerligt

I weekenden skulle kronprinsen løbe med ved VM i Cross, der bliver holdt syd for Aarhus.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kronprins Frederik skal alligevel ikke løbe med, når VM i Cross bliver afviklet syd for Aarhus den 30. marts. Kronprinsen skal dog – ganske som planlagt – være en del af det stort anlagte verdensmesterskab, kan Kendte.dk oplyse.

Der var glæde hos arrangøren Dansk Atletik Forbund, da det i februar kunne afsløre, at kronprinsen havde meldt sig til at løbe, når verdens bedste cross country-atleter skal dyste i bakkelandskabet ved Moesgaard Museum.

Nu er glæden midlertidig afløst af triste miner – sådan da. For ifølge Kongehusets kalender fremgår det nemlig, at Hans Kongelige Højhed fortsat vil være at finde i området, når den stort anlagte løbefest går i gang.

Cross er den danske betegnelse for “cross country”, som betegner løb gennem terræn, væk fra veje og stier, ofte i udfordrende terræn. Løbet afvikles i skoven omkring Moesgaard Museum syd for Aarhus lørdag den 30. marts.

Kan ikke være anderledes

På det officielle programpunkt hos Kongehuset står nu anført, at “Kronprinsen vil overvære konkurrencen, hvor både professionelle og amatører deltager på forskellige ruter.” Det er et helt særligt mesterskab, fordi det er første gang nogensinde, at verdens bedste løbere dyster samtidig med, at der arrangeres åbne løb, hvor alle kan tilmelde sig distancerne fra to til 12 kilometer og et stafet på fire gange to kilometer.

Tidligere var det altså planen, at Frederik skulle løbe med på den åbne stafet, men det er droppet her kort før tid, kan Kendte altså oplyse. Direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen, siger, at han finder det rigtig ærgerligt.

– Men når det nu ikke kan være anderledes, så glæder vi os over, at kronprinsen har et andet og ret omfattende program i forbindelse med afviklingen, siger han til Kendte.dk tirsdag.

Med i kulissen

For kronprinsen kommer til Aarhus, og han kommer til at være der i flere timer. En stor del af arbejdet kommer dog til at foregå i kulissen, men det omfattende program, som Jakob Nielsen fortæller om, indebærer også plads i rampelyset.

– Man kan godt forestille sig, at kronprinsen får en rolle i igangsættelsen af et løb, siger direktøren kryptisk og med et grin.

Han fortæller desuden, at forberedelserne til det stort anlagte verdensmesterskab er i fuld gang. Byggearbejdet af den – i bund og grund – arena, der skal bruges, er i fuld gang, og tidsplanen holder, som det ser ud nu.

– Rammerne er på plads. Nu gælder det detaljerne, siger en forventningsfuld direktør.

Ondt i ryggen

Det notorisk tilknappede Kongehus har – som sædvanlig – ingen kommentarer overhovedet til, at kronprinsen ikke længere stiller op til det længe planlagte stafet-løb. Derfor er Kendte.dk også afskåret fra at fortælle, hvad årsagen til afbuddet er.

I september 2018 blev kronprinsen imidlertid opereret for en diskusprolaps, og det satte en brat stopper for de officielle aktiviteter, som den ellers sporty prins plejer at begive sig rundt i landet med.

Kronprinsen fortalte allerede i foråret 2018, at han havde rygproblemer. Det skete med en video, der blev lagt på Facebook i forbindelse med Royal Run-løbet 21. maj, der blev afviklet i anledning af hans 50-års fødselsdag.

– Jeg har døjet med nogle rygproblemer i den seneste tid, som gør, at jeg ikke kan løbe, som jeg gerne ville, hed det i videoen. Kronprinsen løb trods smerterne med i de fem byer, hvor løbet blev afviklet. Ifølge Kendte.dks oplysninger er der intet i forbindelse med den aktuelle aflysning, der peger mod, at prinsens deltagelse ved Royal Run 2019 er i fare.

Powered by Labrador CMS