Frasier-skuespiller er pludseligt død
John Mahoney, der spillede Martin Crane i den populære sitcom Frasier, døde søndag på et hospital i Chicago.
Skuespilleren John Mahoney er død. Han spillede faren i den populære amerikanske tv-serie Frasier.
Det oplyser Mahoneys agent ifølge nyhedsbureauet AP.
John Mahoney døde søndag på et hospital i Chicago efter kort tids indlæggelse. Han blev 77 år.
Med sin rolle som Martin Crane, far til radiopsykiateren Frasier og dennes lillebror, Niles, var Mahoney med i en af de mest succesfulde tv-serier i USA nogensinde.
Hovedperson i “Sams Bar”
Frasier Crane var oprindeligt en af hovedpersonerne i en anden serie, Cheers, (Sams Bar, red.), men fik siden sit eget show, som blev mindst lige så populært.
Serien om Frasier viste sig langtidsholdbar og blev vist på NBC fra 1993 til 2004.
John Mahoney, der var født i England i 1940, men flyttede til USA som ung, var med i samtlige afsnit.
Han blev nomineret to gange til både Emmy og Golden Globe-uddelingerne.
I årene efter Frasier havde John Mahoney roller i flere teaterstykker. Gennem sin karriere deltog han desuden i et hav af film og var også flittigt benyttet i adskillige tv-serier både før og efter succesen med Frasier.
/ritzau/