Fra dyb tragedie til absurd komik

Trine Dyrholm hyldes med Svends Hæderspris

Offentliggjort

Det er traditionen, at filmfestivalen Svend Filmdage hvert år hylder én af Danmarks mest markante personligheder inden for film og tv.

FAKTA: Trine Dyrholms mange meritter

* 53-årige Trine Dyrholm blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 1995.

* Hun er blandt de mest hædrede danske skuespillere. Hun modtog sin første Bodil-statuette i 1991 for sin hovedrolle i "Springflod". Den seneste modtog hun i 2020 for "Dronningen".

* Hun har tre gange været nomineret til det, der svarer til en europæisk Oscar, European Film Awards, for henholdsvis "Kollektivet", "Dronningen" og senest "Pigen med nålen".

* Privat danner hun par med instruktør og koreograf Niclas Bendixen, som hun har en teenagesøn med.

I år er valget faldet på skuespillerinden Trine Dyrholm, der dermed skriver sig ind efter blandt andre Ghita Nørby, Lars Mikkelsen og Susanne Bier.

Det afslører Svend Filmdage i en pressemeddelelse, og prismodtageren er beæret over anerkendelsen.

- Jeg elsker mit arbejde og er dybt taknemmelig over de mange fantastiske projekter, jeg har fået lov til at være en del af, og de samarbejder, jeg har haft med inspirerende og dygtige kolleger, siger Trine Dyrholm i pressemeddelelsen.

Nomineret til Oscar

Den 53-årige filmstjerne har i mere end 30 år været en del af den danske skuespillerscene.

Alene i år har hun medvirket i dramaet "Det andet offer" og i "Pigen med nålen", der var nomineret til en Oscar for Bedste Internationale Film.

Man har også kunnet opleve Trine Dyrholm i blandt andet "Den skaldede frisør" og "Margrete den første" fra henholdsvis 2012 og 2021.

Netop i 2021 modtog hun desuden sin seneste af fire Svend Priser for sin rolle i "Erna i krig".

- Trine Dyrholm besidder alle de kvaliteter, der skal til for at levere dybdegående og engagerende underholdning, lyder det fra forpersonen for Svend Filmdages bestyrelse, Klaus Hansen.

Svend Filmdage udvælger hvert år en markant person inden for film og tv, der skal anerkendes ekstra. I år er valget faldet på Trine Dyrholm, der hyldes ved flere arrangementer i løbet af en hel uge.

Fra tragedie til komik

- Hun fylder altid sine roller med autenticitet og mestrer både det psykologiske drama, det rørende og det intense. Hun kan bevæge sig fra dyb tragedie til absurd komik med lethed.

Svend Filmdage er en filmfestival, der hen over en hel uge løber af stablen i den fynske by Svendborg.

I løbet af ugen vil årets æresgæst være i fokus ved flere arrangementer, og det hele kulminerer 28. august, når der uddeles statuetter ved Svend Prisen.

Her vil Hædersprisen blive overrakt til Trine Dyrholm, mens mange andre film- og tv-personligheder vil få overrakt priser for blandt Årets Danske Film, Årets Danske Børnefilm, Årets Kvindelige Skuespiller, Årets Mandlige Skuespiller, Årets Håb, Årets Danske Tv-Dramaserie og Årets Danske Skuespiller I En Tv-Dramaserie.

Vælger vinderne

De nominerede udvælges af en jury på baggrund af de bedst sælgende film og de mest sete serier i det forgangne år.

Til syvende og sidst er det publikum, der i de fleste kategorier vælger vinderne.

I år bliver det den dynamiske duo Signe Lindkvist og Iben Hjejle, som selv begge er kendt fra film og tv, der skal stå for at uddele priserne.

Trine Dyrholm har blandt andet modtaget otte Bodil-statuetter og ti Robert-priser. Hun har desuden modtaget Svend Prisen gange fire i løbet af sin karriere. Billedet er fra 2021, hvor hun modtog statutten for "Erna i krig".
Powered by Labrador CMS