Forsvunden stjerne dukker pludselig op igen
Hun forsvandt i sommeren 2018.
Den kinesiske filmstjerne Fan Bingbing, der forsvandt mere eller mindre ud af det blå tidligere på året, er angiveligt dukket op igen. Det skriver Sky.com.
Bingbings forsvinden er tidligere blevet omtalt her på siden, og historien om, hvordan hun sidst blev set i juni for så at forsvinde fra jordens overflade har været verden rundt.
Det er fortsat uvist, hvad der skete, da Fan Bingbing forsvandt, og hvor hun har opholdt sig siden juni. Ifølge Sky er Bingbing fotograferet på vej ud af lufthavnen i Beijing, og hun har derudover offentliggjort en kommentar på det kinesisk sociale medie Weibo.
Her skriver hun, at hun har svigtet de fans, der elsker hende, og hun har åbenbart også erkendt, at hun har snydt en hel del i skat. De penge, hun angiveligt har snydt for, skal hun nu betale tilbage til den kinesiske stat.
Der har i måneder gået et rygte om, at Fan Bingbing netop forsvandt, fordi hun blev taget som skattesnyder af den kinesiske regering.
En anden kinesisk megastjerne, Ai Weiwei, blev i 2011 tilbageholdt af myndighederne i tre måneder, ligeledes for skattesnyd, og Ai blev først løsladt efter at have tilstået forbrydelsen.
Noget tyder på, at det samme er sket for Bingbing.