Første deltager ude af årets Vild med Dans
Den første nydanser og partner er elimineret i "Vild med dans". Nu er der 11 par tilbage.
Fredag aften var det alvor i “Vild med dans”, og det fik sangerinden Anne Dorte Michelsen og hendes partner, Marc Christensen at mærke.
Parret røg nemlig ud som det første i denne sæson af det populære underholdningsprogram.
Artiklen fortsætter under videoen.
Ved premieren sidste fredag var alle 12 par fredede, men nu er konkurrencen altså for alvor i gang.
61-årige Anne Dorte Michelsen og Marc Christensen havde været på gulvet i en vals, men da dommernes karakterer og seernes stemmer var lagt sammen med ditto fra sidste uges program, måtte parret i omdans mod iværksætteren, den 51-årige Birgit Aaby, og hendes partner, Frederik Nonnemann.
Sidstnævnte par reddede dog skindet på grund af seernes stemmer.
Det var de to ældste deltagere i årets konkurrence, der var oppe mod hinanden i omdansen.
Dommerne gav aftenens højeste karakterer til skuespilleren Jakob Fauerby og partneren Silas Holst, der dansede en vals.
Der var også stor begejstring fra dommerbordet over tv-værten og skuespilleren Christopher Læssø og Karina Frimodt, der var på gulvet i en jive.
– Det var ind i mellem svært at se, hvem der var den professionelle. Det var så overbevisende, sagde dommer Anne Laxholm til parret.
Der er nu 11 par tilbage i konkurrencen, der finder sin endelige vinder den 29. november i Forum Horsens.
“Vild med dans” bliver sendt fredag aften klokken 20.00 på TV2.