Formodet selvmord
Endnu en japansk stjerne er gået bort. Takeuchi Yuko blev 40 år.
En japansk skuespiller ved navn Nakabayashi Taiki gjorde et forfærdeligt fund søndag morgen. Ifølge Variety lå hans 40-årige kone, skuespilleren Takeuchi Yuko, død i parrets hjem – en lejlighed i Tokyo.
Sammen har de en dreng, der blev født i januar. Yuko har ikke umiddelbart efterladt et afskedsbrev, men ifølge Variety formodes det kraftigt, at der er tale om selvmord. Hendes profil hos agent-firmaet Stardust Promotion er endnu ikke opdateret.
Hvis det viser sig, at der som antaget er tale om selvmord, vil det være det seneste i en række af andre selvmord indenfor den japanske underholdningsindustri på kort tid. For eksempel, skriver Variety, at skuespiller Ashina Sei også tog sit liv i september. Miura Harumi gjorde det i juli, og Kimura Hana i maj.
Ifølge Japantoday har Yuko hængt sig.
Selvom hendes navn nok ikke vækker den store genklang herhjemme, så er der tale om en af Japans store stjerner. Listen over film- og TV-roller er alenlang, og det samme er oversigten over priser og andre titler, der er tilfaldet den 40-årige skuespiller.
Hun har desuden lagt japansk stemme til Kate Winslets karakter Rose i gigant-filmen Titanic.