Forgældet mor til tre: De får for 5-10.000 kroner i fødselsdagsgave hver

Luksusfældens eksperter besøger Heidi fra Hadsten, hvis økonomi er ude af kontrol på grund af en alt for dyr bolig og tårnhøje udgifter på diverseposten.

Heidi har flere gange måttet ty til sin mor, når hun har haft brug for penge. (Foto: TV3)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det vækker en del forbløffelse hos Luksusfældens eksperter Kenneth Hansen og Mette Reissmann, da det går op for dem at Heidi i Hadsten egentlig sagtens kan betale af på sin misligholdte gæld – hvis hun bare prioriterer en anelse anderledes.

Heidi, der bor med sine tre børn, bruger nemlig alle sine penge på boligindretning, ridetimer til sin datter og et nyligt lejet hus, der koster hende over halvdelen af lønnen hver måned. Når pengene på kontoen slipper op træder hendes mor til, der er presset både psykisk og økonomisk af Heidis konstante behov for penge.

Heidis store kattepine skyldes et hus, hun havde købt sammen med sin ekskæreste. Da de gik fra hinanden delte banken gælden i huset op – men ekskæresten bor i huset, og hendes gæld får hun ikke meget for. Derfor er hun holdt op med at betale af på gælden.

Det har bragt Heidis ekskæreste i en endnu større kattepine; for da hende og ekskæresten hæfter fælles for hinandens gæld, går banken efter at kradse samtlige 800.000 kroner ind fra ham.

Derfor går eksperterne efter at få Heidi til at forstå, at hendes valg om ikke at ville betale, faktisk har konsekvenser, der rækker langt ud over hende selv.

Privatforbrug helt ude af kontrol

Da eksperterne graver dybere i Heidis økonomi, viser det sig, at hun har haft penge nok til at betale sin gæld.

For på diverseposten ligger næsten 11.000 hver måned, der blandt andet går til boligartikler, ferier og skønhedsbehandlinger. Samtidig har Heidis mor måtte spinke og spare for at kunne spæde til, når Heidi har manglet penge.

Derudover fortæller Heidi også, at en stor del af pengene er gået til fødselsdags- og julegaver til hendes tre børn. Det løber jo gerne op i 5000-10.000 kroner til hver, hver gang de skal fejres, lader hun forstå.

Da eksperterne præsenterer Heidi for det faktum, at hun må flytte fra sit nye, dyre hus for at have råd til sit fremtidige liv, erklærer hun, at der ikke er nogen andre huse, hun kan leje.  Kenneth Hansen og Mette Reissmann har dog fundet adskillige mulige boliger med ganske få klik på nettet, og endnu engang bliver Heidi konfronteret med sine tvivlsomme undskyldninger for ikke at træffe økonomisk fornuftige beslutninger og tage ansvar for sit liv.

Men lykkes det eksperterne at trænge igennem til Heidi, eller finder hun på flere undskyldninger for at fortsætte sit liv som hidtil?

Powered by Labrador CMS