For øjnene af konen: Bilboss dør på restaurant
Ferdinand Piech var chef hos Volkswagen fra 1993 til 2002 og var med til at gøre bilproducenten til en gigant.
Den tidligere Volkswagen-chef Ferdinand Piech, der vendte skuden for den tyske bilproducent og gjorde den til en global gigant, er død – 82 år.
Det siger hans hustru i en udtalelse mandag.
– Min mand døde pludselig og uventet den 25. august, skriver Ursula Piech.
Udtalelsen er sendt gennem hendes advokat og bekræfter flere meldinger i tyske medier om den østrigske maskiningeniørs død.
Ifølge flere tyske medier – herunder Bild – døde den 82-årige Ferdinand Piech mens han sad og nød en middag på en restaurant sammen med sin kone.
Passion for biler
Ursula Piech skriver i udtalelsen, at mandens liv var “præget af en passion for biler og for de ansatte, der byggede dem”.
Ferdinand Piech stod i spidsen for Volkswagen fra 1993 til 2002.
I den tid lykkedes det for Piech at gøre Volkswagen til en kæmpe på det globale bilmarked. Han vendte underskud til overskud, og han var samtidig manden bag en stor udvidelse, der inkluderede erhvervelsen af luksusbilmærker som Bentley, Bugatti og Lamborghini.
Efter sin tid som Volkswagen-chef blev han valgt som bestyrelsesformand.
Dieselgate
Her sad han indtil 2015, hvor han tabte et internt opgør mod den daværende chef, Martin Winterkorn, i kølvandet på den såkaldte dieselgate.
Her kom det frem, at Volkswagen havde fiflet med software i millioner af dieselbiler verden over, så de fremstod mere miljøvenlige, end de var.
Siden dengang har Volkswagen betalt over 200 milliarder kroner som følge af sagen. Det har været til bøder, erstatninger og forlig.
Piech var barnebarn af Ferdinand Porsche, der opfandt den ikoniske Volkswagen-bil boblen og grundlagde luksusbilmærket Porsche.