Følsom prins Joachim-dokumentar deler vandene

Dokumentar på TV 2 gav seerne et indblik i, hvordan hverdagen foregår hos prins Joachim. Og det både på godt og på ondt. Men eksperter vurderer, at dokumentarprogrammet deler befolkningen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag den 27. december blev en ny dokumentar om prins Joachim sendt på TV 2 i den traditionelt bedste sendetid.

Her fik seerne et sjældent indblik i, hvordan hverdagen ser ud i prinsens og prinsesse Maries royale husstand nord for København.

Og den nye prins Joachim-dokumentar deler vandene.

I dokumentaren “Den anden prins” så man prinsen smøre madpakker og være en kærlig far.

En far, der eksempelvis bliver rørt over at tale med børnene, når han er i udlandet for at passe sine pligter.

Ikke nok til image-forbedring

Men sådan en dokumentar er ikke nok til at ændre prinsens image i befolkningens øjne.

Det mener journalist Trine Villemann, der har skrevet flere bøger om kongehuset. Bøger som i et vist omfang har haft en kritisk tilgang.

Hun peger på, at prinsen er upopulær i befolkningen, fordi han har flere dårlige sager i bagagen.

– Det kan godt være, at prins Joachim sidder og siger, at han er enormt følsom, men han viser jo noget andet, forklarer kongehus-eksperten.

Man siger ikke “du” til en prins

Hun giver et eksempel med et filmklip, hvor prins Joachim er på officiel opgave på et skib.

En journalist stiller ham et spørgsmål og kommer i den forbindelse til at sige “du” til Joachim.

– Prins Joachim vil ikke svare på spørgsmålet, før han siger “De”. Og så er tiderne, hvor man faldt på halen over, at en kongelig kan smøre en madpakke, altså forbi, pointerer Trine Villemann.

Hun mener, at prinsen er blevet upopulær i befolkningen, fordi hans skilsmisse fra tidligere prinsesse Alexandra har kostet skatteyderne penge, og fordi han har solgt Schackenborg Slot.

Er ikke, som I ønsker jer

Dokumentaren går tæt på prinsen, der blandt andet fortæller, at han er helt klar over, at mange i befolkningen opfatter ham som arrogant, men at han føler sig misforstået.

– Jeg er ikke, som I tror, eller hører, eller nogle gange ønsker jer, siger prins Joachim i programmet.

Han uddyber, at han er et følsomt menneske, der har lært at holde facaden.

Dokumentaren kommer usædvanlig tæt på prins Joachim og vil dele vandene, vurderer Lars Hovbakke Sørensen, der er adjunkt og ph.d. ved professionshøjskolen Absalon – og altså også en decideret kongehus-ekspert.

Usædvanlig åbenhjertig

– Det er ret usædvanligt, at en kongelig udtaler sig så åbenhjertigt. Men det er noget, den nye generation af kongelige er begyndt at gøre mere og mere, fortæller Lars Hovbakke Sørensen.

Han er overbevist om, at mange synes, at det er fint, at vi får mere at vide om, hvad der er bag rollen som prins, og at han er mere uformel, end han plejer.

– Men andre vil synes, at vi for eksempel ikke får nok forklaring om, hvad der skete med Schackenborg, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

Portrættet kan fortsat ses på TV 2’s betalingskanal Play, som man kan finde her.

Powered by Labrador CMS