Folkekær dansker død

Dirigent og pianist Frans Rasmussen er død. Han er kendt fra flere tv-programmer.

Dirigent Frans Rasmussen var gennem årtier kendt for at kunne samle mennesker fra alle samfundslag gennem sang og musik i tv-succeser som “Stemmer i opgangen” og “Stemmer fra Vollsmose”. (Arkivfoto) Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Dirigent og pianist Frans Rasmussen er død fredag. Han blev 76 år.

Han døde efter at være blevet ramt af en hjerneblødning torsdag. Det oplyser familien til Ritzau.

Artiklen fortsætter under videoen

Frans Rasmussen var gennem årtier kendt for at kunne samle mennesker fra alle samfundslag gennem sang og musik i tv-succeser som “Stemmer i opgangen” og “Stemmer fra Vollsmose”.

Han har gennem sit liv været en alsidig musikalsk herre med et bredt cv. Det tæller uddannelser som pianist, hørelærepædagog og orkesterdirigent.

Gennem sin karriere var Frans Rasmussen blandt meget andet chef for Den Kongelige Livgardes Musikkorps, docent ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samt syngemester på Det Kongelige Teater.

I 2011 fungerede han som dommer i DR’s musikalske underholdningsprogram “Maestro”.

Det store gennembrud

Det folkelige gennembrud kom allerede flere år forinden, da han var med i DR-programmerne “Stemmer i opgangen” og “Stemmer fra Vollsmose” og “Skinnet bedrager” på TV2 i 00’erne.

I udsendelserne på DR sammensatte han et klassisk kor af helt almindelige mennesker fra Urbanplanen på Amager og Vollsmose i Odense.

Dem trænede han i 13 uger, hvorefter han slap dem fri til koncert foran et stort publikum. På TV2 skulle han forvandle rapperen Jøden til dirigent.

– Jeg vil vise, at musikken er den bedste måde at mærke kollektivet på. Nogle fremhæver sport, fodbold for eksempel, men da handler det om at vinde over andre. Med musikken handler det alene om at skabe noget sammen, har Frans Rasmussen sagt til Nordjyske.

Bidt af et flygel

Frans Rasmussen voksede op i Aalborg med en apotekerfar og en politikermor. Til Nordjyske har han også fortalt, at han ikke kunne komme hurtigt nok hjem fra skole, da han var barn.

– For hjemme ventede vores flygel og Beethoven, Mozart, og der var lige den akkord, jeg opdagede i går, og den langsomme sats, der næsten lykkedes, sagde han.

Allerede som 16-årig kom han ind på Musikkonservatoriet i København, og siden fortsatte han i det musikalske spor.

I 2014 udgav han sin selvbiografi, “Brobyggeren med Dirigentstokken”. Den indeholdt erindringer fra barndommen og frem til hans virke i de senere år som tv-personlighed.

Powered by Labrador CMS