Fødselsdag: Dansk dronning med kort tid på tronen

Dronning Louise ventede i hele 36 år som kronprinsesse på at blive dronning - da hun endelig blev dronning varede det kun i seks år - derefter døde hendes mand, kong Frederik den 8.

Dronning Louise nåede “kun” at være dronning i seks år i Danmark inden hendes mand, kong Frederik den 8., døde. Foto: Wikipedia.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske dronning Louise, der var gift med kong Frederik den 8., bidrog med mange ting til det danske kongehus. Men efter 36 år som kronprinsesse blev det “kun” til seks år som dronning, da kong Frederik døde af et hjertetilfælde i Hamborg den 14. maj 1912.

Dronning Louise blev født i dag, den 31. oktober 1851, for 165 år siden.

Louise var det eneste overlevende barn af kong Karl XV af Sverige-Norge og Lovisa af Nederlandene. Hun tilhørte den nye svenske kongeslægt, Bernadotte, der i 1818 havde overtaget den svenske kongemagt. Louise var den første Bernadotte-prinsesse, der giftede sig.

Velhavende

Som kvinde kunne Louise ikke arve Sverige, men hun arvede særdeles mange smykker og var velhavende. De smykker tog hun med sig, da hun i 1869 giftede sig med kronprins Frederik – der senere blev kong Frederik den 8.

Ifølge historien kunne den daværende kronprinsesse Louises smykker ved ankomsten til København fylde et helt billardbord. Blandt de overdådige smykker var perlepoiresættet, der ofte bæres af Margrethe 2., og rubinsættet, der bæres af kronprinsesse Mary.

Dronning Louise

I 1906 døde Christian den 9. og dermed blev kronprins Frederik konge – og Louise blev dronning.

Men tiden som regentpar blev kort. Allerede i 1912 døde kong Frederik den 8. af et hjertetilfælde i Hamborg.

Dermed blev Louise “enkedronning” – i øvrigt som den sidste dronning, der fik denne titel.

Efter kong Frederiks død fortsatte Louise sit velgørenhedsarbejde, og tog sig af sine ugifte børn. Hun byggede 1915-1917 godset Egelund Slot og overlod det til sin yngste ugifte søn, prins Gustav. Hendes yngste datter, prinsesse Dagmar, blev til trods for hendes modvilje gift under sin stand med en brevadelig godsejer i 1922.

Dronning Louise døde 20. marts 1926 på Amalienborg og blev begravet i Roskilde Domkirke.

Otte børn

Kong Frederik den 8. og dronning Louise fik otte børn:

Christian 10. af Danmark – gift i 1898 med Hertuginde Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin
Haakon VII af Norge – gift i 1896 med Prinsesse Maud af Wales
Prinsesse Louise – gift i 1896 med prins Friedrich af Schaumburg-Lippe
Prins Harald – gift i 1909 med prinsesse Helene af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg
Prinsesse Ingeborg – gift i 1897 med prins Carl af Sverige
Prinsesse Thyra – ugift
Prins Gustav – ugift
Prinsesse Dagmar- gift i 1922 med Jørgen Carl Gustav Castenschiold.

Kilde: Kongehuset og  Wikipedia.

Powered by Labrador CMS