Fødselsdag: Åbenmundet vagthund for fri konkurrence
Svend Hylleberg har stadig sin daglige gang på Aarhus Universitet. Gennem 13 år var han en kritisk chef for Konkurrencerådet. 1. september runder han 75.
Økonom og professor emeritus Svend Hylleberg var i en årrække en engageret formand for Konkurrencerådet, hvor han med sin direkte stil og sine klare budskaber adskillige gange fik Dansk Industri og virksomheder som TDC på nakken.
Det er en udbredt antagelse, at det var Hyllebergs ildhu og åbenmundethed, der i 2005 fik daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) til at fyre ham som formand for rådet efter 13 år.
Kartelmagere har haft alt for let spil i Danmark, mener Svend Hylleberg, som søndag 1. september fylder 75.
Øverste vagthund
Han sendte som konkurrencens øverste vagthund også kritiske salver af sted mod konkurrenceloven og Bagmandspolitiet.
TDC var langtfra begejstret over at blive brugt som dårligt eksempel på, hvor galt det kan gå i form af højere priser, når regeringen sælger en statslig virksomhed samlet – i stedet for at dele den op.
Det skete, da Hylleberg advarede daværende finansminister Thor Pedersen (V) og trafikminister Flemming Hansen (K) imod at sælge Statens Bilinspektion til én køber.
Uddannet i 1971
Svend Hylleberg blev økonom i 1971, dr.oecon. i 1984 og professor i 1986. En periode var han i USA, hvor han forelæste på et universitet i Boston og var gæsteprofessor i Californien. Men det er på Aarhus Universitet, han har lagt mere end 40 års arbejdsliv.
Med sin erfaring har Hylleberg bidraget til at omdanne Aarhus Universitet til et moderne internationalt orienteret universitet og været med til at skabe School of Business and Social Sciences (BSS).
Hylleberg er efter eget udsagn mest stolt af at have været med til at uddanne en lang række af Danmarks bedste økonomer.
Han har været med til at bringe Danmark i front inden for disciplinen økonometri – der søger at beskrive økonomiske sammenhænge med især statistiske metoder og modeller.
Efter at have passeret de 70 fik han mulighed for at fortsætte som dekan for BSS og vende tilbage til sit professorat på Institut for Økonomi for at undervise.
Svend Hylleberg bor i Hammel nær Aarhus. Han beskrives, om end skarp i debatten, som et rundt familiemenneske, der nyder samværet med børn, svigerbørn og børnebørn.