Fødselar ved meget om det svært forståelige

Professor i forvaltningsret Steen Rønsholdt er en ofte benyttet ekspertkilde. 11. september fylder han 75 år.

Steen Rønsholdt fylder 75 år 11. september. Foto: Presse.
Udgivet Opdateret

Da den store svindelsag i Socialstyrelsen blev afsløret sidste år, havde Steen Rønsholdt sin egen pointe.

Mens andre beklagede, at udsatte og sårbare angiveligt er blevet franarret 117 millioner kroner, så mindede professoren om andre og mere vidtrækkende konsekvenser af sagen.

For selvfølgelig er det synd for de hjemløse, misbrugerne og de voldsramte. Men det største problem er, at befolkningens tillid til det system, der forvalter skatteindbetalingerne, led endnu et nederlag.

Han efterlyste ved samme lejlighed politiske initiativer, der giver offentligheden indtryk af, at systemfejl af den type tages meget alvorligt.

En ofte brugt ekspert

Steen Rønsholdt, som fylder 75 år 11. september, er en ofte brugt ekspertkilde. Han er er professor emeritus i forvaltningsret ved Københavns Universitet.

Han er selv kandidat fra universitetet, og det er også her, han, bortset fra en kort ansættelse i Miljøministeriet, har gjort karriere. Først som adjunkt, siden som lektor og fra 1991 som professor.

Artiklen fortsætter under videoen 

Foruden at dele sin store viden med kommende jurister har Steen Rønsholdt siddet i diverse kommissioner og udvalg. Særlig meget tid brugte han i Offentlighedskommissionen, der i 2009 præsenterede en ny offentlighedslov.

Hans ekspertise er også for nylig blevet efterspurgt af medier i sagen om tidligere integrationsminister Inger Støjbergs (V) barnebrude og tidligere borgmester i København Pia Allerslevs (V) habilitetssag.

I den sidste har Steen Rønsholdt kunnet trække på sin disputats om kommunal forvaltning og kommunalbestyrelsesmedlemmers habilitet. Han er desuden forfatter til flere lærebøger om det retssikkerhedsmæssige aspekt af den offentlige regulering.

Powered by Labrador CMS