Fodbold-ikon er død
Den tidligere tyske landsholdsanfører og HSV-legende Uwe Seeler er død i en alder af 85 år, meddeler klubben
- Den største HSV'er nogensinde er død i en alder af 85 år.
Sådan indleder fodboldklubben Hamburger SV på sin hjemmeside nyheden om, at legenden Uwe Seeler er gået bort.
- Uwe Seeler står for alt, der kendetegner et godt menneske: Jordnær, loyal, livsglad, og han var altid imødekommende. Han er indbegrebet af HSV, siger klubbens bestyrelsesmedlem Jonas Boldt.
Seeler spillede hele sin aktive karriere i HSV, og han er med 507 mål i sine 587 kampe med afstand klubbens mest scorende gennem tiderne.
Flot CV
Han vandt et tysk mesterskab og en pokaltitel med sin hjerteklub, mens han også oparbejdede et flot cv som tysk landsholdsspiller.
Seeler, der blev født i Hamburg, scorede 43 gange i 72 kampe og bar desuden anførerbindet for nationalmandskabet hele 40 gange.
Han var i 1966 blandt andet med til at tabe 2-4 til England i VM-finalen, og fire år senere hentede han og Tyskland bronze i slutrunden i Mexico.
Uwe Seeler efterlader sig sin kone, Ilka, tre døtre og syv børnebørn.