Flere gengangere blandt vindere af ugeblads tv-priser
Komité overrækker pris til dokumentar om borgerne i den syriske by Aleppo, der bliver udsat for bombeangreb.
Størstedelen af dem, der fredag modtager Billed-Bladets TV-Guldpriser, har tidligere oplevet at blive hyldet med selvsamme priser.
For fjerde år i træk løber DR-vært Kåre Quist med prisen som “årets mandlige nyhedsvært”.
TV2’s Morten Ankerdal, der tre gange før har modtaget læserprisen “årets mandlige sportsvært”, kan også gå fra showet på det femstjernede Hotel d’Angleterre i København med en pris under armen.
– Denne her har jeg prøvet at vinde før, men det gør det ikke mindre dejligt, siger han til Billed-Bladet, da han modtager prisen.
Det er bladets læsere, der har stemt og afgjort, hvem de synes fortjener hæder. Og noget tyder på, at de står ved deres smag.
Flere modtog priser for anden gang
Flere modtager priser for anden gang som Stine Bjerre Mortensen, Lene Beier og Peter Ingemann.
Det gælder således for stort set samtlige prismodtagere, at det ikke er første gang, at deres navn bliver råbt op til bladets uddeling af priser.
Men modsat andre prismodtagere, får TV2 News-værten Janni Pedersen overrakt prisen som “årets kvindelige nyhedsvært” for første gang.
– Jeg er fuldstændig på røven over det her. Ved I hvor glad jeg er? råber hun fra scenen ifølge Billed-Bladet.
Mens det ene og alene er læserne, der kårer årets bedste tv-værter og -programmer, er det en komité, som finder frem til årets bedste tv-dokumentar.
Den går til den Oscar-nominerede “De sidste mænd i Aleppo” om borgerne i den syriske by Aleppo, der forbereder sig på belejring og dagligt er udsat for bombeangreb.
På programsiden er der også gengangere at finde. Her kårer læserne for fjerde år i træk TV2’s seersucces “Badehotellet” som årets tv-program.
Sidst på aftenen går årets særpris til familierne og holdet bag TV2-dokumentarserien “Årgang 0”.
TV-Guld-vindere
Årets kvindelige sportsvært blev Stine Bjerre Mortensen (TV 2). Det er andet år i træk, Stine Bjerre vinder denne pris. De øvrige nominerede var Tina Müller (DR) og Camilla Martin (TV3 SPORT).
Årets mandlige sportsvært blev Morten Ankerdal (TV 2). Det er femte år i træk, Morten Ankerdal vinder denne pris, og dermed har han vundet prisen i samtlige de år, den har været uddelt. De øvrige nominerede var Thomas Kristensen (TV 2) og Peter Møller (DR).
Årets kvindelige nyhedsvært blev Janni Pedersen (TV 2). De øvrige nominerede var Cecilie Beck, Divya Das og Natasja Crone (alle fra TV 2) samt Tine Gøtzsche (DR1).
Årets mandlige nyhedsvært blev Kåre Quist (DR1). De øvrige nominerede var Poul Erik Skammelsen, Lasse Sjørslev og Mikael Kamber (alle fra TV 2) samt Johannes Langkilde (DR1). Det er fjerde år i træk, Kåre Quist vinder prisen for årets mandlige nyhedsvært.
Årets kvindelige underholdningsvært blev Lene Beier (TV 2), der også vandt denne pris for to år siden, og som for fire år siden blev hædret som ‘årets stjerneskud’. De øvrige nominerede var Puk Elgård (TV 2), Sarah Grünewald og Cecilie Frøkjær (alle fra TV 2) samt Sofie Linde (DR1).
Årets mandlige underholdningsvært blev Peter Ingemann (TV 2), som også vandt prisen sidste år og for fire år siden. De øvrige nominerede var Mikkel Beha Erichsen, Anders Breinholt og Mikkel Kryger (alle fra TV 2) samt Anders Agger (DR2).
Årets nye tv-program blev ’Tinkas juleeventyr’ (TV 2). De øvrige nominerede var ’Mercur’ (TV 2 CHARLIE) og ’Historien om Danmark’ (DR1). Kategorien omfatter programmer, der har haft premiere i 2017.
Årets tv-program blev for fjerde gang i træk ’Badehotellet’ (TV 2). De øvrige nominerede var også TV 2-programmer, nemlig ’Kurs mod fjerne kyster’ og ’Størst’.
TV-Guld-prisen for årets bedste dokumentar gik til ’De sidste mænd i Aleppo’ (DR2). De øvrige nominerede i kategorien var ‘Statsministrene’ (DR1) og ‘De skjulte talenter’ (DR1).
Billed-Bladets særpris gik til TV 2s dokumentarserie ’Årgang 0’.