Fjerde omdans blev den sidste: Nu er hun ude af Vild med Dans
Der er nu kun tre par tilbage i "Vild med dans", efter at Lucy Love og Michael Olesen røg ud fredag aften.
Kvartfinalen i “Vild med dans” blev sidste stop for rapperen Lucy Love og partneren Michael Olesen, der blev stemt ud af showet fredag aften efter en omdans mod skuespilleren Esben Dalgaard og den professionelle danserinde Mille Funk.
Det var fjerde gang, Lucy Love og Michael Olesen var i omdans, men denne gang lykkedes det altså ikke at klare skærene.
Dermed er der kun tre par tilbage, og de skal næste fredag dyste om de to eftertragtede finalepladser i showet, der finder sted i Horsens den 23. november.
Storfavoritten i årets “Vild med dans”, skuespillerinden Molly Egelind og hendes partner, Mads Vad, scorede sæsonens indtil videre højeste karakterer med fire 10-taller af dommerne for deres paso doble.
– Jeg har tabt kæben. Jeg glemte tid og sted, jeg glemte alt omkring mig på grund af jeres højdramatiske indlevelse, og fordi I er så dygtige, lød det til parret fra dommer Nikolaj Hübbe.
Mens skuespillerinden Molly Egelind og Mads Vad, Lucy Love og Michael Olesen og Esben Dalgaard og hans partner, Mille Funk, skulle vise deres evner i Paso Doble, var Simon Stenspil og hans partner, Asta Bjórk Ivarsdottir på gulvet i en samba.
Derefter skulle alle parrene vise deres evner i en maratondans. Her var det Simon Stenspil og Asta Bjórk Ivarsdottir, der løb med flest point. De fik især ros for at vise danseglæde på gulvet.
Næste uge skal parrene danse to danse hver, og der er traditionen ikke nogen omdans i semifinalen.
“Vild med dans” sendes hver fredag klokken 20.00.