Fitness-guru forsvandt fra jordens overflade: Nu er der nyt

En storstilet radiodokumentar har prøvet at finde ud af, hvad der faktisk skete med ham.

Richard Simmons har trukket sig tilbage fra offentlighedens søgelys. Foto: Del Far/Wkimedia Commons.
Offentliggjort Sidst opdateret

I mere end 40 år var Richard Simmons kendt og elsket af millioner af mennesker. Han var en vaskeægte fitness-guru for de, der fulgte hans råd til, hvordan man lever et sundt liv. Han virkede til at elske berømmelsen, og han var kendt for at give sig tid til at snakke med sine fans.

Og så forsvandt han. Umiddelbart fra den ene dag til den anden. En februardag i 2014 udeblev Richard Simmons fra et fitness-hold, han skulle undervise, og siden har folk været i tvivl om, hvorvidt han overhovedet levede.

Hvor blev Richard af?

I den seneste tid har filmskaberen Dan Taberski forsøgt at afdække, hvad der faktisk skete op til Simmons forsvinden, og hvorvidt han stadig lever. Dokumentaren ‘Missing Richard Simmons’ har været et samtaleemne blandt folk, der dyrker den form for radiodokumentar, hvor værten forsøger at opklare et mysterie, og nu er sidste afsnit blevet sendt.

Dokumentaren kommer vidt omkring, både hvad angår Simmons liv men også de mange teorier, der findes om, hvorfor han forsvandt, og hvordan han har det i dag. Richard Simmons har ikke selv medvirket i dokumentaren, men både hans bror såvel som hans Manager, Michel Catalano, har bidraget til dokumentaren.

Og ifølge dem har Richard Simmons det fint. Manden, der var kendt for at bruge en stor del af sit liv på andre mennesker, har bare trukket sig tilbage i forsøget på at få noget fred og ro. Mens dokumentaren kørte, besøgte det lokale politi i Los Angeles, Richard Simmons.

Politiet har meddelt, at de intet mistænkeligt har oplevet af at besøge Richard Simmons. Han skulle kort og godt have det fint.

Powered by Labrador CMS