Firbenede familiemedlemmer: Her er de kongelige kæledyr

I både det hollandske, britiske, norske og danske kongehus er hunde en fast del af familien. Flere af dem har endda været med deres royale ejere på job.

Kronprinsparrets hund Ziggy døde i april i år. Foto: Linda Kastrup/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Man siger som bekendt, at hunden er menneskets bedste ven, og i flere europæiske kongehuse er de firbenede, logrende dyr en fast del af familien.

Derfor udsendte den norske kronprinsesse Mette-Marit også en desperat efterlysning i februar 2017 på sin egen Instagram-profil, da familiehunden Muffins Kråkebolle var blevet væk.

Heldigvis kunne kronprinsesse Mette-Marit efter kort tid afblæse efterlysningen i et nyt opslag på Instagram takket være sin mand, kronprins Haakon.

– Det er første gang, hun (Muffins Kråkebolle, red.) er løbet væk under en skitur, men min skønne og kloge mand havde heldigvis ladet bildøren stå åben på parkeringspladsen, så da vi skulle ud at lede efter hende igen, fandt vi hende der, skrev kronprinsesse Mette-Marit.

Foruden Muffins Kråkebolle har familien også Milly Kakao, der ligeledes er af racen labradoodle.

Konge har to labradorer

Hollands monark, kong Willem-Alexander, fyldte 50 år den 27. april i år, og i anledning af den runde fødselsdag fik regenten taget en række fotos.

På fire af fødselsdagsbillederne blev regenten foreviget sammen med familiens to labradorer, Nala og Skipper, som er en del af kongefamilien, der også består af dronning Máxima og prinsesserne Catharina-Amalia, Alexia og Ariane.

Lupo er en del af familien

I det britiske kongehus er de firbenede dyr også en fast del af familien. Prins William, hertuginde Kate, prins George og prinsesse Charlotte har nemlig hunden Lupo, der er en sort cockerspaniel.

Lupo var selvfølgelig med på familiefotoet, da parret viste deres dengang nyfødte søn, prins George, frem på en række officielle billeder i august 2013.

Ifølge Daily Mail var Lupo en bryllupsgave til parret fra hertuginde Kates forældre, Carole og Michael Middleton, kort tid efter brylluppet i april 2011.

Prins Williams far, prins Charles, er også glad for hunde. Den 68-årige tronarving har sammen med sin kone, hertuginde Camilla, hundene Bluebell og Beth.

Ifølge Daily Mail var de to jack russell-terrier med hertuginden på job i februar 2017.

Hund i bryllupsgave

Også det danske kronprinspar fik en hund i bryllupsgave. Kort tid inden parrets førstefødte, prins Christian, kom til verden i oktober 2005, fik kronprins Frederik og kronprinsesse Mary border collien Ziggy.

Familiehunden har endda været med kronprinsessen på job.

I november 2015 deltog kronprinsessen i kampagnen “Genplant planeten”.

Her logrede Ziggy ved hendes side, da hun plantede et træ under arrangementet.

Ziggy var en fast del af familien indtil april i år, hvor det danske kongehus oplyste på Instagram, at familiehunden, der led af nyresvigt og slidgigt, var død.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS