Filmstjerne død: Arbejdede til det sidste

Peter Fonda er mest kendt som en af stjernerne fra filmen "Easy Rider". Fredag sov han stille ind i sit hjem.

Peter Fonda ses her sammen med sin berømte søster Jane Fonda ved en filmpremiere i New York i 2001. Foto: Stan Honda/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske skuespiller og filminstruktør Peter Fonda er død i en alder af 79 år.

Det oplyser hans familie natten til lørdag dansk tid ifølge NBC News.

Peter Fonda fik sit gennembrud i 1969 i filmen “Easy Rider”, hvor han spillede sammen med Dennis Hopper og Jack Nicholson.

Fonda havde i en del år lidt af lungekræft. Hans familie oplyser i en meddelelse, at han omgivet af sine nærmeste døde fredeligt fredag formiddag i sit hjem i Los Angeles.

– Det er med dyb sorg, at vi deler nyheden om, at Peter Fonda er gået bort, skriver familien.

– Det er et af de mest triste øjeblikke i vores liv. Vi er ikke i stand til at finde de rette ord til at udtrykke smerten i vores hjerter, hedder det videre.

En familie af stjerner

Peter Fonda var ud af en familie af skuespillere. Hans far, Henry Fonda, var gennem flere årtier en af Hollywoods store stjerner og blev blandt andet hædret med en Oscar.

Hans søster Jane Fonda kan også se tilbage på en markant filmkarriere, som har kastet to Oscar-statuetter af sig. Hun er i dag mest kendt som politisk aktivist og forfatter.

Peter Fonda blev født i New York i 1940.

Selv om han aldrig opnåede samme status i Hollywood som sin far eller storesøsteren Jane, så fik “Easy Rider” ifølge nyhedsbureauet AP så stor betydning og gjorde så stort et indtryk på især datidens unge, at det var nok til at cementere Peter Fondas plads i filmhistorien.

Flot modtaget

Fonda skrev sammen med Dennis Hopper filmens manuskript om to potrygende bikere på roadtrip gennem det sydvestlige og sydlige USA.

På deres vej bliver de venner med en fordrukken ung advokat spillet af Jack Nicholson. De unge og løsslupne venner vækker de lokales vrede i de konservative sydstater, og filmen ender med, at de bliver dræbt af en gruppe “rednecks”.

Fonda producerede filmen og Hopper stod for instruktionen for bare 380.000 dollar. Den endte med at sælge biografbilletter verden over for 40 millioner dollar, hvilket var et betydelig beløb for 50 år siden.

Ved filmfestivalen i Cannes fik “Easy Rider” en flot modtagelse, og filmen er siden af American Film Institute blevet rangeret som en af de 100 bedste amerikanske film gennem tiderne.

Peter Fonda havde gennem livet roller i mere end 100 film, og han har roller i to film, der endnu ikke har haft premiere, The Last Full Measure og The Magic Hours. Derudover har han en rolle i filmen Skate God, men det er uvist, om han nåede at indspille sine scener i den, før sin død.

Powered by Labrador CMS