Filmmager død: Nåede ikke premieren på sin nye film
Audrey Wells blev 58 år.
Den 58-årige filmmager Audrey Wells er død efter flere års kræftsygdom, bekræfter United Talent Agency ifølge CBS News. Wells var en velkendt Hollywood-figur, der som instruktør og forfatter har arbejdet med flere film.
Hendes seneste – The Hate U give – havde premiere fredag, og Wells døde torsdag ifølge hendes bureau. Dermed nåede hun ikke at opleve filmen på de helt store lærreder.
Wells har blandt andet skrevet film-hittet Shall we dance med Richard Gere og Jennifer Lopez i hovedrollerne. som instruktør står hun bag film som indiefilmen Guinevere og Under the Tuscan Sun.
– De stærke, uafhængige kvindelige figurer, hun formede står i dag skarpere end nogensinde og vil altid være en del af hendes arv. Vi vil savne hendes fantastiske, ånd, kreativitet og den kærlighed, hun gav os, siger David Kramer fra United Talent Agency.
Audrey Wells efterlader sig sin mand og deres datter.