Festival-trumf: Robbie Williams til Danmark

Den engelske entertainer Robbie Williams kan til sommer opleves i bøgeskoven i Skanderborg.

Udgivet Opdateret

Fredag formiddag har Smukfest i Skanderborg smidt et vaskeægte trumfkort i kapløbet mellem de store danske festivaler.

Den engelske sanger og entertainer Robbie Williams, der ikke behøver megen nærmere introduktion, spiller i bøgeskoven onsdag den 7. august 2019.

Robbie slutter sig dermed til navne som DJ’en Calvin Harris, Liam Gallagher, tidligere frontfigur i Oasis, og rapperen Stormzy, der blev offentliggjort tidligere i denne uge.

I forvejen var navne som den hollandske stjerne-dj Martin Garrix og det amerikanske band Thirty Seconds To Mars med skuespilleren Jared Leto på programmet til sommerens festival.

Festivalen blev som vanligt hurtigt udsolgt. Det tog blot 65 minutter for Smukfest at sælge alle 28.000 partoutbilletter, da billetterne blev sat til salg 4. december sidste år.

Det var dog en ny rekord for festivalen.

En partoutbillet til Smukfest koster i år 2695 kroner. Det er dermed den dyreste festival i Danmark.

Smukfest løber fra 7. august til 11. august.

Powered by Labrador CMS