Fem ting du måske ikke vidste om prins Nikolai
Prins Nikolai, der er prins Joachims og grevinde Alexandras ældste søn, går sine egne veje.
Et er at være prins af Danmark og noget andet er at følge de traditioner, der følger med sådan en titel. For eksempel tager danske prinser en militær-uddannelse, når de bliver gamle nok til det. Eller næsten alle. For det gælder ikke prins Nikolai, der er prins Joachims og grevinde Alexandras ældste søn. Han har valgt at gå sine egne veje.
Han startede godt nok på på Hærens Sergentskole i Varde i 2018 og havde egentlig planer om at uddanne sig til officer af reserven. Men efter blot et par måneder valgte han at droppe ud af uddannelsen.
I videoen over artiklen kan du se fem ting om prinsen, du måske ikke vidste.
I stedet har han nu helliget sig en civil karriere og arbejder for virksomheden M. Goldschmidt Ejendomme i København, der ejes af milliardæren Mikael Goldschmidt. Sideløbende skal han her i september måned i år starte på Copenhagen Business School, hvor han skal studere “business administration and service management”.
Uddannelsen er ikke målrettet en bestemt stilling, men kan typisk give job som konsulent eller rådgiver inden for kultur, turisme og service.
Det er dog som model, prinsen har gjort sig bemærket med flere prestigefyldte job hos modehuse i såvel Paris som London. Han har desuden været på forsiden af den ukrainske udgave af modemagasinet Vogue.
Som alle øvrige i kongefamilien må han ind imellem dele sit privatliv med offentligheden. For eksempel, at han er kæreste med Benedikte Thoustrup, som han gik i gymnasiet med. Hun har det seneste år studeret på universitet Sorbonne i Paris, men er nu tilbage i Danmark.
Prins Nikolai, der netop er blevet 20 år, bor i en lejlighed i en sidebygning til Amalienborg.