Felix Smith: -Tvivlen kommer nok med alderen

Tv-vært Felix Smiths forhold til tro har ikke så meget med religion at gøre.

Det handler mest om, hvilke værdier han gerne vil give videre til sine to børn, Theodor på ni år og Arthur på tre år.

Han har nemlig ret stærke holdninger til at få det bedste ud af vores tid på jorden. For han er lidt bange for, at menneskeheden har fået mindre tid.

Læs hvorfor her:

Hvilken tro er du opdraget i?

– Troen på dig selv. Der var ingen form for religion i mit barndomshjem. Der er aldrig blevet læst op af Biblen eller er blevet gået kontinuerligt i kirke. Men jeg blev konfirmeret, og jeg blev døbt lige inden, for ellers kunne man ikke blive konfirmeret. Og det ville jeg rigtig gerne, da jeg var 14.

– Men ellers er jeg opdraget til at tro på sig selv og på verden. Og at det hele nok skal gå. Troen på kærligheden.

Hvad betyder tro for dig i dag?

– Jeg vil gerne have, at mine børn tror på verden. Og at de tror på, at de kan løse de problemer, der er. Jeg synes, det er vigtigt, at man prøver at bygge en tro på sig selv op igennem barndommen. Så de kommer rustede ud, når man slipper dem. Så de tror på, at de nok skal klare sig.

– Det handler om at give dem de rigtige værktøjer, værdier og syn på verden. At give dem de rejser, der er nødvendige, for at de kan danne sig et billede af, hvor de befinder sig.

– For mig er det værdier som rummelighed og en større forståelse for, at vi alle sammen er mennesker på kloden, og at det ikke altid skal være så vigtigt, hvor man er født henne. Jeg vil prøve at klæde mine børn på til at være med til at bygge en bedre verden, når det bliver deres tur.

Hvordan dyrker du din tro?

– Min tro på mig selv dyrker jeg ved at blive ved med at finde en mening, i det meste af det jeg gør. Altså at blive ved med at have en jordforbindelse og blive ved til at se mit job som et almindeligt arbejde. Selvfølgelig er det anderledes end mange andre job, og der er ikke så mange, der har det, men det er dog stadig et job og ikke en livsstil.

– Så det der med at kunne vise mine børn, at man godt kan være en helt almindelig familie, selv om far arbejder inde i fjernsynet, og sørge for, at de holder begge ben på jorden. Deres forhold til det er ret afslappet efterhånden. Den ældste ved godt, at der nogle gange er mange, der ser det, jeg laver. Men han går ikke så højt op i det. Det fylder ikke så meget, og det skal det heller ikke.

Hvornår har du sidst tvivlet på din tro?

– Jeg tvivler jævnligt på menneskehedens tro på sig selv. Det kommer nok også med alderen og med den tid, vi er i. Man får så mange informationer hele tiden, så man kan godt blive lidt bange for, hvordan det hele skal gå, og hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

– Jeg tror ikke, vi kommer til at blive på jorden så længe, som jeg havde forestillet mig. Hvad er det for et sted, vi efterlader til vores unger? Og kan vi overhovedet gøre noget for at vende skuden? Men man må tage det en dag ad gangen og prøve først og fremmest at vende sin egen skude. Hvis vi alle sammen kan vende vores egen skude lidt, så kan vi måske rykke båden.

– Det kan man gøre ved hele tiden at have en bevidsthed om det, man gør – selv i de små ting. Tage ud i verden og rejse og få vist sine børn forskellige steder, at folk er forskellige og lever på forskellige måder. Og at det ikke nødvendigvis er rigtigt, der hvor vi er, men lige så rigtigt et andet sted.

– Nu er vores børn ikke så store endnu, så det er ikke, fordi vi har været jorden rundt. Men det er da med i planerne, at inden de bliver store, så skal de have set de forskellige folkeslag og have været ude og fornemme deres egen rolle i verden. Den kan man ikke få bare ved at blive i Danmark.

Hvad tror du, der sker, når vi dør?

– I værste tilfælde sker der jo ingenting. Så bliver vi til muld og genopstår i form af en plante eller energi til et træ. I det bedste scenarie får man forhåbentlig lov til at prøve igen. Jeg ved ikke engang, hvad jeg selv har mest lyst til.

– Jeg håber bare, at man får visket tavlen ren. Måske er der sådan en lodtrækning, hvor man stikker hånden ned i en bowle og trækker et nyt nummer. Som en tombola. Det ville være mest fair, synes jeg.

/ritzau/