Fejrer helt særlig dag
I 2018 sagde prins Harry og hertuginde Meghan ja til hinanden. Siden sagde de farvel til kongehuset
Se flere fotos i galleriet ovenfor
Et af de mest omtalte par i verden kan fejre deres bryllupsdag 19. maj 2021. Her kan prins Harry og hertuginde Meghan se tilbage på tre års ægteskab.
De kan samtidig se tilbage på en periode, der har budt på store omvæltninger, mens beslutningerne i deres samliv har trukket overskrifter.
Under stor mediebevågenhed sagde prins Harry, yngste søn af prins Charles, der er den britiske tronfølger, og den amerikanske skuespillerinde Meghan Markle ja til hinanden i maj 2018.
Det foregik i St. George’s Chapel i Windsor. Og under den kirkelige vielse bemærkede den episkopale biskop Michael Curry i sin tale, hvad kærligheden mellem ægtefolk kan bestå af.
– Der er kraft i kærlighed. Undervurder det ikke. Der er magt og kraft i kærlighed, prædikede han.
Med de ord tog Meghan Markle, som efter sit ja fik titlen af hertuginde, og prins Harry hul på tilværelsen som ægtefolk og som aktive medlemmer af det britiske kongehus.
Meldte sig ud af Kongehuset
Det var ikke de eneste rolle, som de to skulle bestride.
Et år efter brylluppet blev parret forældre til sønnen Archie.
Men trods de nye titler som forældre lå flere udforinger forude for hertuginde Meghan og prins Harry.
Pressens interesse – særligt fra de britiske tabloidmedier – blev for meget for parret.
Prins Harry frygtede, at historien ville gentage sig, sagde han med henvisning til sin mor, prinsesse Diana, som mistede livet i en bilulykke, hvor hun blev jagtet af fotografer gennem gaderne i Paris.
Derfor valgte de at trække sig fra deres kongelige forpligtelser.
Hertuginde Meghan og prins Harry havde brug for en tænkepause, som de udtrykte det og bosatte sig derefter i Canada.
I februar 2021 tog parret en skelsættende beslutning i lyset af pausen.
De brød endegyldigt båndet. De ville ikke vende tilbage til deres officielle forpligtelser som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.
Tog til USA
Parret rev endnu engang teltpælene op og slog sig ned i Los Angeles i den amerikanske delstat Californien, hvor hertuginde Meghans mor, Doria Ragland, bor.
Men det var ikke de eneste nyheder fra parret, som skulle vise sig at vække stærke følelser blandt briterne.
For under et tv-interview med den amerikanske talkshowvært Oprah Winfrey kom parret med flere opsigtsvækkende påstande om kongehuset.
Parret kom med beskyldninger om racisme og stridigheder inden for den britiske kongelige familie.
Prins Harrys bror og nummer to i arvefølgen til den britiske trone, prins William, sagde efterfølgende i forbindelse med et skolebesøg, at “vi er slet ikke en racistisk familie”.
Flere end 49 millioner mennesker over hele verden så med, da interviewet blev sendt i begyndelsen af marts 2021.
Mistede ufødt barn
Samtalen med Oprah Winfrey kom i kølvandet på en stor sorg for parret.
Sidste år endte en graviditet i en tragedie for hertuginden, da hun mistede et ufødt barn. Hun skrev efterfølgende et essay, som blev offentliggjort i avisen The New York Times, om sorgen.
Men nu smiler lykken til parret. Fremtiden byder nemlig på en familieforøgelse.
Nedtællingen er begyndt til fødslen af parrets datter, som ventes at komme til verden i maj.
Den nye tilværelse i USA har givet parret muligheder for at prøve kræfter med forskellige projekter.
Har begge fået job
Prins Harry har fået et job for den californiske konsulentvirksomhed BetterUp.
Her skal han indtage en nyoprettet stilling, hvor han skal skabe opmærksomhed om god mental sundhed.
– Jeg tror fuldt og fast på, at fokus på og prioritering af vores mentale sundhed udløser potentiale og muligheder, som vi aldrig vidste, vi havde i os, udtalte han i anledningen af nyheden.
Også hertuginde Meghan har fået nye muligheder for at folde sig ud.
Den 8. juni udkommer hertuginden med en børnebog om forholdet mellem en far og søn. I forbindelse med den kommende bogudgivelse har Meghan sagt, at bogen er inspireret af hendes mand og søn.
– “The Bench” begyndte som et digt, jeg skrev til min mand på fars dag, måneden efter at Archie blev født. Det digt blev til denne historie.
– Mit håb er, at “The Bench” giver genklang hos enhver familie, uanset hvordan den er sat sammen, ligesom den gør hos min, sagde hun i en udtalelse.
Se flere fotos i galleriet ovenfor