Fejrer fødselsdag i pandemiens skygge
Det forgangne år har været markant anderledes for den royale fødselar, der fylder 49 år den 5. februar.
I 90’erne var kronprinsesse Mary, som på daværende tidspunkt var en helt almindelig borgerlig australier, på loppemarked.
En kvinde, der lagde tarotkort, fangede hendes blik, og i næste øjeblik sad hun selv ved spåkvindens bord.
Artiklen fortsætter under videoen
– Hun fortalte mig, at jeg snart ville møde – som hun sagde – “a very worldly man”, og at jeg ville blive meget berømt.
– Jeg gik derfra og syntes, at “nå ja, det var da meget sjovt”, men heller ikke mere, selv om jeg altid har været interesseret i det spirituelle og lidt mystik og skæbnetro.
Kortene talte sandt
Selv om kvindens ord ikke betød det store dengang, står de knivskarpt i erindringen i dag.
Sådan sagde kronprinsesse Mary i forfatter Jens Andersens biografi “Under bjælken” om hendes mand, kronprins Frederik, fra 2017.
For ganske rigtigt så forlod hun kort efter sit fødeland og flyttede om på den anden side af kloden.
På en restaurant i den australske storby Sydney under de olympiske lege i 2000 havde hun nemlig mødt den danske tronarving, kronprins Frederik.
De tog videre på en bar og dansede og snakkede hele aftenen. Inden han kyssede hende godnat, bad han om hendes telefonnummer, og derfra er resten – som man siger – historie.
Langistancen rykkede tæt på
Fredag den 5. februar fylder kronprinsesse Mary 49 år.
Kronprinsesse Mary kom til verden på den sydaustralske ø Tasmanien af skotsk-emigrerede forældre som den yngste ud af en søskendeflok på fire og er opvokset “down under” og i den amerikanske delstat Texas.
Efter sin bachelorgrad i handel og jura fra University of Tasmania arbejdede hun hos flere reklamebureauer og rejste verden rundt.
I begyndelsen af 1999 vendte hun tilbage til Australien, og sommeren efter mødte hun som bekendt kronprins Frederik.
Det udviklede sig til et langdistanceforhold, indtil kronprinsesse Mary kortvarigt flyttede til Paris og i sommeren 2002 til København.
Året efter friede kronprins Frederik under en romantisk rejse til Rom, og i maj 2004 blev parret gift i Københavns Domkirke.
Trist baggrund bag hjertesager
I oktober 2005 fødte hun parrets første barn, prins Christian, som en dag skal overtage tronen.
I foråret 2007 kom prinsesse Isabella til verden, og i januar 2011 fordoblede kronprinsparret børneflokken med tvillingerne prins Vincent og prinsesse Isabella.
Kronprinsesse Mary var blot 25 år gammel, da hun mistede sin mor, Henrietta, der døde af komplikationer efter en hjerteoperation.
Erfaringerne fra dengang bruger hun i flere af sine protektioner i dag.
Sorg blandt især børn og unge er en af kronprinsesse Marys mærkesager.
Hun står også bag Mary Fonden, som arbejder for fællesskabet og bekæmpelse af ensomhed og mobning.
Et anderledes år
Ligesom meget andet det forgangne år er en del af kronprinsesse Marys fysiske fremmøder også blevet aflyst grundet den verdensomspændende coronapandemi.
Nogle ting blev holdt online ligesom i resten af samfundet.
Blandt andet var kronprinsesse Mary det forgangne år hovedtaler ved mangfoldighedsfestivalen Copenhagen Pride, som blev markeret ved et tv-show frem for de traditionelle parader gennem gaderne i landet.
I december blev hendes ældste søn, prins Christian, ramt af den smitsomme sygdom.
Den 15-årige prins kom sig – uden at have smittet de øvrige medlemmer af kongefamilien.
Her smutede det
I kølvandet på coronapandemien fulgte en række restriktioner og retningslinjer, men en af dem smuttede for kronprinsesse Mary.
Hun stak nemlig lappen frem og gav et håndtryk til generalsekretæren for WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg, ved et officielt arrangement i sommer.
– Det mindede mig om, hvor vigtigt det er, at vi hjælper hinanden med at leve op til anbefalingerne. Pas på jer selv, og pas på hinanden, skrev kronprinsesse Mary efterfølgende i et opslag delt på kongehusets Instagram-profil.