Fartglad prins undskylder bilballade
En konkurrent måtte dreje af banen, da svenske prins Carl Philip ramte et sving med for høj fart.
– Undskyld.
Sådan lød det uforbeholdent fra svenske prins Carl Philip i weekenden efter et racerløb, hvor han kørte en konkurrent af banen.
Den 37-årige prins deltog lørdag i et racerløb ved Falkenberg, der ligger ud til kysten midt imellem storbyerne Helsingborg og Göteborg, og det var her, at det var ved at gå grueligt galt.
Prinsen ramte et skarpt sving med høj fart, og det tvang Mattias Andersson i den rivaliserende bil til at køre ud i grøften for at undgå en kollision.
– Carl kom over og undskyldte efterfølgende, at han mistede kontrol over bilen, forklarer Andersson kortfattet om den dramatiske situation i et interview med den svenske avis Corren.
Episoden er ikke den første bil-ballade, prins Carl Philip har været involveret i.
Kort før brylluppet med prinsesse Sofia i juni 2015 kolliderede prinsen med en konkurrent under et løb, og her skete der heldigvis ikke andet end knubs på bilen.
Det er dog ikke kun uheld, prins Carl Philip har været ramt af på banen. Efter et andet løb på samme bane i 2015 indtog prinsen podiets førsteplads, da den oprindelige vinder røg en placering tilbage efter en tidsstraf.
Derfor var det en toptændt prins, der i weekenden vendte tilbage til banen.
– Falkenberg er en af mine favoritbaner, og jeg er virkelig stolt af min sejr her, lød det fra ham.
/ritzau/FOKUS