Farmand forpurrer royale forlovelsesplaner

Nu får farmands udfordringer for alvor konsekvenser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var royal glæde, da 31-årige Prinsesse Beatrice kunne annoncere sin forlovelse med Edoardo Mapelli Mozzi. Den 18. december er en stort anlagt privat forlovelsesfest sågar planlagt til.

Invitationerne er udsendt, men nu skriver den britiske avis Daily Mail, at der er trukket i land. Beatrice har nemlig den for tiden store ulempe, at hun er datter af Prins Andrew.

Han er for tiden det absolut mest omtalte royale medlem i Storbritannien på grund af skeletter, der ser ud til at vælte ud af skabet ovenpå prinsens venskab med Jeffrey Epstein.

Nu får det så for alvor konsekvenser for hans børn. Avisen mener nemlig at vide, at festen er blevet rykket til en anden dato.

Frøken Beatrice frygter nemlig, at hendes egen fejring vil blive fuldkommen overrendt af fotografer. For hvilken far dukker ikke op til sin datters forlovelsesfest?

Ved at holde datoen hemmelig, kan Prins Andrew ankomme – forhåbentlig – i ro og mag uden det følge af paparazzi, der i øjeblikket synes, han er det vigtigste emne.

Andrew fastholder i øvrigt stadig sin uskyld i alskens anklager. Alligevel er han dog reelt blevet frataget alle sine royale forpligtelser og derfor “smidt ud” af Buckingham Palace.

Powered by Labrador CMS