'Far til Fire'-stjerne viste kæresten frem
Carla Mickelborg slår nu pjalterne sammen med ham
Det har længe ligget i luften, men til årets 'Reality Awards' stod det klart, at Carla Mickelborg igen har fundet sammen med sin tidligere kæreste Carl Tellerup.
På den røde løber mødte hun først op alene og ville ikke gå i detaljer om forholdet, men gjorde tydeligt klart, at hun er på vej til at få fælles adresse med ham.
Glad og taknemmelig
- Vi flytter ind lige om lidt. Der er ikke lang tid til. Det bliver spændende. Jeg glæder mig, og jeg er glad og taknemmelig for, at det hele flasker sig, sagde hun til SE og HØR.
Kort efter fandt hun plads i salen med Carl ved sin side, og parret stillede uden tøven op til fælles billeder, hvor de smilte til fotografen.
Meget hårdt
Carla og Carl var sammen i tre år, inden de gik fra hinanden i 2024 - et brud, som hun tidligere har beskrevet som meget hårdt, blandt andet på grund af aldersforskel og uenighed om tidspunktet for at få børn.
Siden har Carla blandt andet medvirket i 'Carla bygger rede', hvor hun fik frosset sine æg ned, men i løbet af sommeren begyndte rygter at florere om en genforening.
Skal bo sammen
I efteråret bekræftede hun, at hun igen havde en kæreste - dog uden at afsløre navnet.
Nu er det altså officielt:
Det er Carl Tellerup, hun igen deler livet med, og parret står over for at bo sammen.