Fantastiske fotos af det kommende royale ægtepar
Meghan Markle og prins Harry ligner i dén grad to unge mennesker, der er faldet for hinanden. Kongehuset har netop offentliggjort to fantastiske portrætfotos af det gifteklare par.
På årets korteste dag – eller i det mindste den dag, hvor solen er “oppe” i færrest minutter – valgte det engelske kongehus at skabe lidt varme.
Det skete i form af to nye billeder af Meghan Markle og prins Harry, som blev sendt ud via nyhedsbureauerne torsdag den 21. december.
Det ene billede er i sort/hvid, mens det andet er i strålende farver – og i begge tilfælde stråler de to turtelduer.
Lagt op på Instagram
Billederne er også sendt ud via Instagram, som det ses af opslaget herunder (artiklen fortsætter under billedet).
Billederne er lavet som officielle portrætfotos i forbindelse med det kommende bryllup.
I skrivende stund er der lidt mindre end fem måneder til brylluppet, der løber af stabelen lørdag den 19. maj 2018.
Introduceret til kongefamilien
Forlovelsen blev officielt meldt ud den 27. november – og siden har hverken prins Harry eller Meghan Markle tilsyneladende set sig tilbage.
Den 36-årige amerikanske skuespiller er forlængst blevet introduceret til en lang række af de kongelige familiemedlemmer, ligesom hun har deltaget i forskellige arrangementer ude af huset.
Meghan Markle skal da også holde juledagene sammen med den royale familie – ikke mindst med Harrys bedsteforældre, dronning Elizabeth og prins Philip.